Konkurrencen på billige flybilletter til USA bliver endnu hårdere i løbet af april og maj 2018. Det sker når det islandske lavprisselskab WOW Air i foråret 2018 åbner for flyafgange til fire nye destinationer i USA.
Der er tale om nye flyruter til henholdsvis Detroit i Michigan, Cleveland i Ohio, Cincinatti ligeledes i Ohio samt St. Louis i Missouri.
Islandske WOW Air opererer deres langdistance flyruter fra Keflavik International Airport ved Reykjavik, og med de fire nye USA destinationer er flyselskabet oppe på 14 destinationer i Nordamerika – 12 i USA og 2 i Canada. På de nye flyruter vil mellemdistancefly af typen Airbus A321-200 med en kapacitet til 220 rejsende blive benyttet.
WOW Air tilbyder billige flybilletter til USA.
Det erklærede mål for islandske WOW Air er at opnå en markedsandel på 10% af flyvningerne mellem Norden over Atlanten til Nordamerika. De første billetter til de nye ruter er blevet sat til salg fra kr. 799 for enkeltflybilletter. Dette er basisprisen, og der kommer således gebyrer på eksempelvis indchecket bagage, håndbagage, sædereservation og bestilling af mad ombord.
Når de fire nye destinationer er tilføjet WOW Air ruter til USA vil selskabet operere med flyruter til både Boston, Chicago, Cincinatti, Cleveland, Detroit, Los Angeles, Miami, New York, Pittsburgh, San Francisco, St. Louis og Washington D.C.
Denne artikel er senest opdateret: 4. september 2017.