Primo Tours bliver ny ejer af det danske rejsebureau USA Tours med speciale i rejser til USA, der fortsætter som selvstændig virksomhed i Primo Tours koncernen.
USA Tours gik konkurs den 27. oktober 2021 – dengang med forventning om at den eksisterende ejer, Alexander Søderberg, ville kunne køre USA rejsebureauet videre i et nyt rejsebureau ved navn Vision Travel. Denne handel har kurator Troels Tuxen nu anulleret.
Læs historien om konkurs-forløbet her: USATours.dk konkurs – Lukker eller genopstår stort dansk USA rejsebureau med ny ejer?
USA Tours – dansk rejsebureau med speciale i USA rejser.
Ny ejer af USA Tours – Primo Tours satser på rejser til USA
Den 29. november har det Ringkøbing-baserede rejsebureau Primo Tours imidlertid overtaget USA Tours.
USA Tours er det første oversøiske rejsebureau, som Primo Tours opkøber. Primo Tours ejer i forvejen bl.a. også Suncharter, Århus Charter og Verdn.
Uddrag af Primo Tours pressemeddelelse om overtagelse af USA Tours:
Primo Tours overtager USA Tours, Danmarks største rejseselskab med speciale i USA
Det Ringkøbing-baserede rejsebureau Primo Tours har i dag overtaget USA Tours, der tidligere årligt har sendt mere end 7.500 rejsende fra hele Norden afsted til primært USA, men også Asien og Afrika har været populære rejsemål. Med overtagelsen cementerer Primo Tours sin position som en af de stærkeste aktører i den danske rejsebranche, med nu i alt 8 rejsebureauer samlet i Primo Tours koncernen.
Direktør Bjarke Hansen fra Primo Tours udtaler i forbindelse med overtagelsen: “USA Tours er et fantastisk supplement til vores nuværende forretning, der primært er baseret på charterrejser. Vi får med USA Tours nu også et rejsebureau med speciale på ruteflyrejser til oversøiske destinationer ind i koncernen. Bjarke Hansen, der også fremadrettet vil være direktør for hele Primo Tours koncernen, forventer sig meget af opkøbet: ”USA Tours står fantastisk stærkt på både det danske, svenske og norske marked – de har nogle attraktive produkter og et effektivt og kundevenligt booking set-up, som de selv har udviklet. Samtidig har USA Tours de samme kerneværdier som os – nemlig fokus på personlig service og nærhed til gæsterne”.
USA Tours fortsætter som selvstændig virksomhed i Primo Tours koncernen, med egne brands og medarbejdere. Bjarke Hansen uddyber: ”Vi har haft held med at drive vores nuværende brands som mindre rejsebureauer med hver deres DNA, fokus og profil og den strategi fortsætter”
USA Tours fortsætter som dansk USA rejsebureau
USA Tours har aktuelt adresse i Taastrup og havde efter corona-krisen blot 5 medarbejdere tilbage inden selskabet gik konkurs.
USA Tours logoer gennem tiden.
Ifølge Rejsegarantifonden kommer USA Tours konkurs til at koste Rejsegarantifonden omkring seks millioner kroner for hjælpepakkelån. Dertil kommer kundekrav for cirka ti millioner kroner.
I Facebook Gruppen med rejsetips Rejs Dig Rig i USA er der fortsat spænding blandt medlemmerne i forhold til at få penge refunderet for allerede forudbetalte USA rejser med USA Tours før konkursen.
OPDATERING primo december 2021:
Der er rigtigt positive nyheder fra det nye USA Tours, der fremover drives af den nye ejer Primo Tours.Efter en flere måneders lang periode uden opdateringer på USA Tours Facebook side, er følgende publiceret den 3. december 2021:
GODT NYT: USA Tours er tilbage med nye ejere!
Du har måske læst i medierne, at USA Tours gik konkurs i slutningen af oktober. Heldigvis har vi nu fået mulighed for at drive USA Tours videre 🙏
Vi har nemlig fået nye ejere i form af Primo Tours koncernen, der består af 7 andre sol og skirejsebureauer. Koncernen har et solidt økonomisk fundament og indgående kendskab til rejsebranchen, så vi er glade for at kunne fortsætte i det nye ejerskab.
Har du en rejse eller et tilgodebevis hos USA Tours, så er der også godt nyt til dig. Primo Tours har nemlig aftalt med Rejsegarantifonden, at vi hjælper med afvikling af allerede bestilte rejser og tilbagebetalinger, så det går hurtigt og nemt for dig, der måtte være kommet i klemme.
Vi kontakter alle berørte kunder i denne og næste uge, så I får snart afklaring. Tusind tak for forståelsen 🤗
Kilde: USA Tours Facebook side
Relaterede artikler og links:
Primo Tours pressemeddelelse om overtagelsen af USA Tours.
Dagbladet Ringkøbing-Skjern: Turen går til USA: Primo Tours har købt Danmarks største rejsebureau med speciale i USA
Rejsegarantifonden om USATours.dk konkurs: Selskabet af 25. oktober 2021 ApS (tidl. USATours.dk ApS) under konkurs
Denne artikel er senest opdateret: 3. december 2021.