SUV rental guide til USA-billeje – sådan kender man forskel på de forskellige typer
En stigende andel af biludlejning i USA finder sted i det såkaldte SUV-segment.
Efterhånden er antallet af typer af SUV biler blevet relativt omfattende. Herunder en gennemgang, af, hvad man får for pengene i de enkelte billeje-klasser for de populære familievenlige biler.
4WD eller 2WD
SUV står oprindeligt for Sport Utility Vehicle. Der er et overlap med betegnelsen Crossover-SUV (CUV), som egentlig var en betegnelse for en mindre SUV baseret på en personbil med træk på kun 2 hjul.
Betegnelsen Crossover Utility Vehicle anvendes stadig, men efterhånden er alle CUV også med under SUV betegnelsen. I det efterfølgende anvendes kun SUV betegnelsen. Et køretøj karakteriseret som SUV kan have enten to-hjuls træk (på forhjulene typisk) eller 4-hjulstræk, hvis der er tale om en dyrere SUV. Der findes også SUV-biler, hvor 4-hjulstræk kan slås fra.
En SUV vil altid være med stor bagklap og i langt de fleste tilfælde vil bilen have en større frihøjde (afstand mellem karrosseri og jorden) end en personbil; og desuden en samlet højde, der overgår, hvad normale personbiler har.
Man sidder således lidt højere eller meget højere i en Sports Utility Vehiche end i en normal personbil og har dermed bedre udsyn. Ulempen er at det kan være lidt sværere at få øje på lavere genstande under 1 meters højde ved siden af bilen. I USA vil få udlejningsbiler i de billigere klasser have parkerings-sensorer, da der typisk indkøbes laveste eller næstlaveste udstyrsversion til flåden – med mindre der er tale om premium-klassen.
Følgende SUV bilklasser er til rådighed – markeret med fed, hvis typen ofte kan findes til udlejning
1. Economy SUV (kaldes også subcompact)
2. Compact SUV
3. Intermediate SUV (kaldes også mid-size)
4. Standard SUV
5. Full Size SUV
6. Premium SUV
Economy SUV – hvis man synes Jeep Renegade er cool
De mindste biler; angivet som subcompact eller economy SUV omfatter biler som Jeep Renegade, Kia Soul, Buick Encore(Opel Mokka-clon), Toyota C-HR, Mazda CX-3 og Honda HR-V. En ‘premium’ version er Mini Countryman, som dog meget sjældent tilbydes til biludlejning i USA.
Bemærk at disse biler også kan optræde i den større Compact SUV klasse. Motorerne er relativt svage og man har ikke fornemmelsen af at køre i ‘stor bil’, selvom de alle er lidt højere end en normal personbil. Kvalitetsmæssigt kan biler som Honda HR-V, Toyota C-HR og Mazda CX-3 såmænd være fuldt på niveau med dyrere biler.
Jeep Renegade er i opbygning identisk med Fiat 500X
Den mest udbredte model i denne lille biludlejnings-klasse er Jeep Renegade (navnet lånt fra den rigtige jeep fra 1980’erne). Se også: Nye Jeep modeller på Geneve Motorshow .
Man bør som regel undgå at leje disse små sports utility biler, hvis man er mere end 3 personer. Der er langt bedre alternativer for de samme penge. En undtagelse er Sixt tilbud på Mercedes GLA, som fås i nogen større amerikanske lufthavne. Denne model er faktisk lidt fræk og giver valuta for pengene. Den mindste Jeep er ‘cute’, men kvaliteten i Fiat-Chrysler’s Jeep Renegade er ikke imponerende.
Compact SUV bilklasse – kompakt er misvisende
Denne bilklasse er særdeles populær.
Avis-Budget har eksempelvis den i Europa ukendte Nissan Rogue (som kaldes intermediate-klasse hos Avis). Langt mere interessant er dog Europcar’s Toyota RAV4.
I compact-klassen er man oppe i en dansk ‘normal’ SUV størrelse, som i Danmark måske bedst kan beskrives som Nissan Qashqai størrelse. Biltypen har god plads til 4 personer med baggage.
Andre bud på biler i denne klasse er Jeep Compass, Mitsubishi ASX og Mazda CX-5.
Europcar USA har af og til ekstremt gode tilbud på halvstore biler – prøv en Toyota RAV4.
Compact klassen er ikke altid så rigt repræsenteret i listen over tilbud, men kan man finde en Ford Escape eller Toyota RAV4 til en god pris, er der ingen grund til at betale en formue for en standard/midsize SUV; med mindre man har brug for rigtig god plads.
Den nye Toyota RAV4 er én af de bedste SUV-lejebiler i de billigere bilklasser. Se vores anbefaling af RAV4 som USA billeje.
Fordelen ved at booke en RAV-4 hos eksempelvis Europcar USA er at der stort set ingen alternativer er hos andre selskaber til same lave pris. Tilbud kommer og går og Europcar får rigtig mange bookinger i Sports Utility Vehicle klassen med den meget billige Toyota RAV-4, der af og til kan bookes fra 1500-1800 kroner per uge.
Intermediate SUV – også kaldet midsize SUV
Intermediate er næsten ikke til at skelne fra Compact SUV.
Mange udlejningsfirmaer; herunder Enterprise og Avis, markedsfører Nissan Rogue som ‘intermediate’. Hyundai Santa Fe og Honda CR-V er typiske intermediate eller midsize SUV biler. Netop Hyundai Santa Fe markedsføres også som den lidt større bilklasse standard SUV (Enterprise). Bemærk at bagagepladsen i en Santa Fe nærmere er på compact niveau.
Hyundai Santa Fe er et godt bud på en midsize SUV.
Ford Edge findes hos AVIS-Budget og er én af de bedste og billigste lejebiler i intermediate/mid-size klassen. Man kan dog ikke være sikker på at få den, da antallet af Hyundai Santa Fe hos Avis-Budget gør sandsynligheden høj for netop denne model. I samme klasse finder man også Toyota 4Runner, Nissan Murano, Mazda CX-9 og den uden for Nordamerika relativt ukendte GMC Terrain.
Har man valget mellem en Hyundai Santa Fe og en Ford Edge hos eksempelvis Avis eller Budget Billeje USA, så vælg altid Ford Edge. Den relativt nye model er fremragende (selvom det er en Ford) og samtidig godt sat sammen.
Jeep Grand Cherokee et eksempel på en såkaldt ‘premium’ midsize. For at gøre forvirringen total markedsføres denne bilmodel også som en standard eller premium. Andre premium biler, der sjældent udbydes i denne klasse/bilstørrelse er Porsche Cayenne og VW Touareg.
Netop Jeep Grand Cherokee kan være interessant, da den pænt store bil (størrelse som Ford Edge) af og til er på tilbud uden for premium-klassen, selvom den faktisk kategoriseres som en premium-leje.
Standard – store biler efter europæiske forhold
Med betydelige overlap fra midsize-intermediate klassen er standard SUV klassen kendetegnet ved at være en stor bil på op til 5-meters penge; ofte med 4WD-firehjulstræk, men ikke nødvendigvis luksuriøs.
Man skal generelt ikke være bange for at leje en stor bil i USA og i Canada. Vejene er bygget til dem, og de er langt nemmere at komme rundt med, end man skulle tro.
Selv parkering af en standard stor bil volder normalt ikke de store problemer, da tidligere tiders ‘normal-størrelse’ biler i Staterne var endnu større. Derfor er parkeringspladser i vid udstrækning stadig størrelse ‘extra large’ i Nordamerika uanset at en del amerikanere og canadiere også har taget mindre biler til sig.
En typisk standard-SUV bilklasse er Toyota Highlander
Toyota Highlander – masser af plads til familien på USA bilferie.
Full size – når mindre ikke kan gøre det
Vil man gerne have oceaner af plads er det eneste rigtige at leje en full-size SUV.
I forhold til premium-klassen, kan full-size bilen nemlig let vise sig at være større. I en full-size kan der være siddepladser til 5, 6 eller 7 personer – check tilbud inden booking.
Regn med at full-size bilen altid er mindst 5 meter lang og lidt af et skrummel at få parkeret. Til gengæld er bilypen fantastisk til de mange lige og lange stræk på USA’s Highways. Nogen biler i denne store klasse har standard parkeringshjælp.
Typiske biler i klassen er de mega-store Ford Flex og Ford Expedition, hvor Expedition er den mest højbenede. Man kan også støde på GMC Yukon i denne klasse.
Ford Flex – ekstremt meget bil for pengene i denne crossover-fullsize
Premium SUV billeje – stor bil med stil
I premium klassen for de store familie-biler, er Cadillac, Lincoln og Chevrolet de mest anvendte mærker.
Chevrolet Suburban – anvendes også af forbundspolitiet FBI.
Den ultimative luksus SUV Cadillac Escalade er ofte ret dyr at leje – men ikke altid. Ser du den til 3000-3500 kroner per uge, så slå til! I samme bilklasse (premium) kan man til gengæld også falde over eksempelvis Chevrolet Suburban med 7 sæder fra Hertz til en mere rimelig pris. Den store Chevrolet Tahoe er en anden mulighed i luksus-segmentet. Tahoe forekommer også som normal full-size hos Enterprise, som til gengæld har Lincoln Navigator som luksus-vogn i denne klasse.
Priserne varierer en del, og de største biler kan være ret dyre at leje. Som regel vil man kunne finde de bedste tilbud i ‘standard’ klassen, som også er stor. Af og til er der dog også gode tilbud på leje af Chevrolet Suburban eller Chevrolet Tahoe i de store lufthavne.
Store biler – stort emne. Se Guide-USA ultimate guide til leje af stor SUV i USA.
Bemærk at der findes premium modeller i alle størrelser. Sixt USA har eksempelvis en premium Mercedes GLA (som af størrelse er en subcompact – mindste bil), en Volvo XC60 (compact) og en Mazda CX-9 som er klassificeret som luksus-full size.
Land Rover har solgt et parti Range Rover Velar til Sixt USA – og den er billig at leje.
Vi har på flere destinationer i USA (før corona-krisen) set Sixt billeje-tilbud på den kønne (nye) Range Rover Velar – og til særdeles rimelige priser fra 2000 kroner per uge for en europæisk premium SUV, hvilket er fantastisk billigt.
Læs også: Hvordan vælger man den rigtige bilklasse ved USA-billeje?