Route 66 Missouri
Efter turen fra Chicago gennem delstaten Illinois forsætter den ikoniske rute sydvest via storbyen St. Louis på grænsen mellem to delstater – få inspiration herunder til Route 66 Missouri.
Route 66 gennem Missouri.
St. Louis er den største af byerne man møder på den lange 66-rute mellem Chicago og Los Angeles, og der er som sådan ikke de store Route 66 relaterede attraktioner tæt på byen. Dog er der et kæmpe monument, som du bør besøge.
Se info om Route 66 gennem Illinois
Gateway Arch – St. Louis
Når du er i den største by i Missouri bør du ikke gå glip af en tur i Gateway Arch – vartegnet for St. Louis. Denne kæmpe bue er 192 meter høj, og har titlen som det største monument i USA. I folkemunde kaldes konstruktionen blot The Arch.
Gateway Arch – Største monument i USA.
The Arch stod færdig i 1965, og blev rejst som monument over USA’s udvidelse mod vest. Udvidelsen skete tilbage i 1803, da præsident Thomas Jefferson stod bag købet af Louisiana territoriet.
Find og book overnatning i St. Louis
Byens tilnavn “Porten til Vesten” opstod op igennem 1800-tallet under den store udvandring, hvor tusinder af nybyggere rejste gennem byen for at finde lykken mod vest. St. Louis var det sidste civiliserede sted inden ødemarken og de store sletter mod vest, og Gateway Arch er således et direkte symbol på “Porten til Vesten”.
Toppen af The Arch St. Louis med de små udkigsvinduer.
Der er både besøgscenter samt et stort parkområde ifm. monumentet, og det er ligeledes muligt at komme op i toppen af The Arch via en togkupé-agtig elevator. Find priser og reservér tid på hjemmesiden for Gateway Arch.
Ted Drewes – til de lækkersultne i St. Louis
I St. Louis finder du en kendt desert-specialitet – Frozen Custard – som er en mere cremet form for is end hvad vi normalt kender i Europa. En af grundene til den mere cremede konsistens er den større mængde af æggeblommer ift. mange andre is.
Bedste is i St. Louis – Ted Drewes.
Siden 1929 har Ted solgt Frozen Custard, og i 2016 blev Ted Drewes kåret som verdens bedste isbutik af “SoolNua’s annual World Ice Cream Index Challenge”.
Du finder den berømte isbutik på 6726 Chippewa Str.
Storbyen St. Louis dækker over et stort område, og da der ikke er de store Route 66 relaterede seværdigheder anbefales det at stile mod motorvej Interstate 44 for at komme forholdsvis hurtigt ud af selve byen og forstæderne.
Route 66 State Park Visitor center
Et lille hyggeligt Route 66 visitor center / museum finder du lige ved Meramec River ca. 3 km. øst for Eureka. Tag afkørsel 266 på Interstate 44 og oplev historikken bag Route 66 Missouri med mange historier og en hel del gamle genstande fra den ikoniske rutes storhedstid.
Route 66 Missouri – State Park Visitor Center.
Det lille museum ligger i bygningerne fra en lukket kro – Bridgeshead Inn – som var et såkaldt Roadhouse, da Route 66 havde sin storhedstid fra midten af 1930’erne og indtil starten af 1960’erne. Lige ved besøgscentret ser man resterne af den for længst lukkede Route 66 bro over Meramec River. Der er verserende planer om en større restaurering af broen, men intet vedtaget endnu (forår 2022).
Find ligeledes inspiration til den videre rejse via besøgscentrets bøger om Route 66 Missouri samt masser af brochurer.
Den gamle Route 66 bro over Meramec River.
Faktisk lå der tidligere en lille by her – Times Beach – som dog blev helt ødelagt under en oversvømmelse i 1982. Et fatalt samspil mellem oversvømmelsen og tidligere brug af støvdæmpende dioxin-holdig olie på de mange grusveje i området, gjorde at området blev erklæret uegnet til beboelse, og byen blev således fuldstændig ryddet på kort tid.
Idag er Route 66 State Park et rekreativt område for de lokale, og man kan opleve et rigt dyreliv i statsparken.
Tilbage på Historic Route 66 Missouri
Fortsæt vest på Interstate 44, og tag exit 253 (Gray Summit) for at ramme Historic Route 66 Missouri, som her er meget fint skiltet og nem at følge.
Route 66 Missouri.
Landskabet bliver nu en del mere kuperet end den relativt flade rute fra Chicago til St. Louis, og på turen sydvest gennem Missouri vil du opleve en hel del små spisesteder og boder langs vejen, som mere eller mindre følger motorvejen Interstate 44.
Meramec Caverns
En af de største seværdigheder på Route 66 Missouri er hulesystemerne Meramec Caverns sydøst for byen Stanton.
Du vil se utallige reklamer for Meramec Caverns langs The Mother Road ,og det er således nemt at finde hen til de populære underjordiske gange.
Masser af reklame for Meramec Caverns på Route 66.
Drypstenshulerne er over 400 mill. år gamle, og er gennem tiden blevet formet via aflejringer af kalksten.
Indianere har benytte hulerne som gemmested, og der er udvundet salpeter, som blev brugt til fabrikation af krudt – ikke mindst under Den Amerikanske Borgerkrig var salpeterminerne nyttige for Nordstaterne til krudtfremstilling.
De flotte stenformationer i Meramec Caverns.
En af de mere farverige historier er at den lovløse legende Jesse James ofte benyttede hulerne som nyttigt gemmested, når han var på flugt fra sheriffer og andre ordensmagter. Der findes forøvrigt også et mindre voksmuseum tæt på Meramec Caverns med Jesse James som tema.
Et udvidet hulesystem blev opdaget i 1933 og der er således ca. 7,4 km. lange hulessystemer, som blev åbnet for offentligheden tilbage i 1935.
En guidet rundvisning i hulerne kan varmt anbefales.
Find og book overnatning tæt på Meramec Caverns
Udover selve hulerne er der mange aktiviteter for både store og små – prøv eksempelvis svævebane-eventyr, klatrevæg, river rafting og guldvask i området omkring Meramec Caverns.
Se mere på hjemmesiden for Meramec Caverns
Efter besøget ved de underjordiske huler tag enten motorvejen Interstate 44 eller den gamle Route 66, som mere eller mindre følger motorvejen.
Har du tid kan der gøres et hurtigt stop i den lille by Bourbon, som nok har en af de mest fotograferede vandtårne i Missouri. (Bourbon = whiskey i USA :-))
Cuba – Skøn Route 66 by i Missouri
En af de mindre men meget charmerende Route 66 byer er Cuba, som ligger ca. ½ times kørsel fra Meramec Caverns.
Tag evt. en overnatning på det kendte Wagon Wheel Motel, som betegnes som det ældste – og stadig fungerende – motel på Route 66.
Ikoniske Wagon Wheel Motel i Cuba, Missouri.
Motellet åbnede helt tilbage i 1938, og man finder stadig de originale trædøre og trægulve rundt på motellet – også selvom bygningerne løbende er blevet flot renoveret gennem årene.
Se mere på motellets hjemmeside
Cuba er ligeledes berømt for sine flotte vægmalerier (murals), som pryder mange bygninger rundt omkring i byen. Find guide til vægmalerier i Cuba via denne hjemmeside med kort over Cuba vægmalerier.
The Fourway Diner i Cuba – som nu hedder Weir on 66.
Der ligger flere gode spisesteder i Cuba – ikke mindst Missouri Hick Bar-B-Que, som ligger tæt på Wagon Wheel Motel, samt Weir on 66 (tidligere The Fourway Restaurant). Weir on 66 ligger i en tidligere klassisk Route 66 tankstationsbygning – bygget i 1932.
Fanning – kæmpe gyngestol og 66 souveniers
Fortsæt vest på Historic Route 66 Missouri og du kommer hurtigt til området kaldet Fanning.
Her ligger verdens 2. største gyngestol, som er over 18 meter høj og 6 meter bred (den største står i byen Casey i Illinois).
Verdens 2. største gyngestol – Route 66 Missouri.
Umiddelbart ved siden af den kæmpe gyngestol finder du Fanning Outpost General Store, hvor den står på Route 66 souveniers i stor stil – samt et kæmpe udvalg af forskellige læskedrikke.
Fortsæt sydvest og efter ca. 20 kommer du til byen Rolla.
Rolla – gammel Trading Post og vandpark
Kører du igennem Route 66 Missouri med børn om sommeren er et perfekt stop for både små og store den hyggelige vandpark i Rolla.
Find og book overnatning i Rolla, Missouri
The Fugitive Beach hedder vandparken, som indeholder både vandrutsjebaner, udspring fra klipper, volleyball baner mv.
Rolla vandpark – Fugitive Beach.
Vandparken i Rolla er kun åben i sommerperioden, og fra midt august til starten af september er der udelukkende åbent i weekender. Vandparken er beliggende ca. 5 km syd for Rolla.
Få mere info på hjemmesiden for Fugitive Beach i Rolla
I Rolla finder du ligeledes den måske ældste butik langs Route 66 – Totem Pole Trading Post.
Den lille hyggelige butik åbnede tilbage i 1933, og har lige siden været ejet af den samme familie.
Totem Pole Trading Post – måske ældste butik langs Route 66.
I begyndelsen var det en tankstation på den gamle Highway 66, og efter et par flytninger pga. nye motorvejskonstruktioner har butikken siden 1977 ligget på sin nuværende placering på 1413 Martin Springs Dr. (Exit 184 på Interstate 44) i den vestlige del af Rolla. Idag sælges fortrinsvis Route 66 souveniers og kitsch kunst.
Fra Rolla er der et stykke vej, hvor det ikke er muligt at følge den gamle Route 66. Tag derfor motorvejen Interstate 44 mod vest fra Rolla.
Devils Elbow – Flot natur og gammel gitterbro
På Interstate 44 tages afkørsel 169 for igen at ramme den gamle 4-sporede Route 66. Ved Teardrop Rd. drejes til venstre – der er ligeledes en afviser til Devils Elbow Inn samt et skilt med Historic Route 66.
Gitterbroen ved Devil’s Elbow.
Man er nu på den helt gamle del af Route 66 – tilbage fra 1920’erne – og i det meget naturskønne område omkring Devil’s Elbow. Det specielle navn refererer til det skarpe sving, som floden Big Piney River her tager.
Se en lille appetitvækker-video vedr. Devil’s Elbow her:
Historien bag navnet er at skovhuggerne i gamle dage drev store fældede træstammer gennem floden, og her – hvor floden tager et 90 gr. skarpt sving – opstod der uundgåeligt en prop af tømmer. Skovarbejderne døbte således det skarpe sving på floden Devil’s Elbow.
Uranus og Waynesville – fudge og hyggelig 66-by
Tilbage på Route 66 Missouri forsætter du sydvest og snart rammer du Uranus Fudge Factory and General Store, som ligger lige på Route 66.
Uranus Fudge Factory er en kendt producent af fudge, som er en slags blød karamel, som ikke er/bliver sej i konsistensen. Den fåes i alle mulige varianter i Fudge Factory and General Store, og udover denne lækkerbisken finder du ligeledes en hel del lokale souveniers.
Fudge specialiteter i Uranus.
Efter Uranus rammer du hurtigt den hyggelige by Waynesville. Inden du rammer selve byen kommer du forbi Frog Rock, som er en større kampesten malet som en frø.
Trænger du til at strække benene kan en hyggelig gåtur i og omkring Waynesville varmt anbefales. Se eksempelvis både Old Stagecoach Stop Museum og Pulaski County Courthouse Museum.
Waynesville – Route 66 Missouri.
Find inspiration til gåture i Waynesville.
Når man kører fra Waynesville videre sydøst benytter mange motorvejen Interstate 44 de ca. 50 km frem til byen Lebanon.
Route 66 Missouri var nemlig i en årrække lukket ved floden Gasconade River pga. en gammel rusten gitterbro efterhånden var blevet for usikker at færdes på. I 2019 åbnede imidlertid en ny betonbro, som ligger mellem Interstate 44 og den lukkede gitterbro, og det er således igen muligt at køre via Route 66 landevejen over Gasconade River.
Lebanon – 66 museum og Munger Moss Motel
Næste stop på Route 66 Missouri er byen Lebanon, som i Route 66’s storhedstid var et populært stop for mange rejsende.
Ikoniske Munger Moss Motel i Lebanon.
Et af de største ikoner på Route 66 Missouri er Munger Moss Motel. Motellet blev bygget og åbnede for gæster i 1946, og de nuværende ejere har drevet det siden 1971.
Book overnatning via Munger Moss Motel hjemmesiden.
Det flotte og kendte neon-skilt ude ved vejen er senest blevet renoveret og istandsat i 2010, hvor både The Neon Heritage Preservation Committee, The Route 66 Association of Missouri og The National Park Service hjalp til og medfinansierede arbejdet.
Route 66 museum i Lebanon.
I Lebanon kan du også besøge et mindre gratis Route 66 museum, som er beliggende ved byens bibliotek – Lebanon-Laclede County Library. Her finder du udstillinger og information om Route 66 op gennem de seneste mange årtier. Museet følger bibliotekets åbningstider.
Historiske Wrinks Market i Lebanon.
Find og book overnatning i Lebanon
Besøg også det historiske Wrinks Market, som åbnede tilbage i 1950. Idag (2022) kører barnebarnet til grundlæggeren Glenn Wrink den historiske butik videre, og den indeholder både et lille supermarked, souvenirbutik og har ligeledes en deli afd. med salg af sandwiches, is og mange andre delikatesser.
Springfield – fødested for Route 66 i USA
Fra Lebanon fortsætter turen sydvest og følger mere eller mindre Interstate 44 motorvejen frem til byen Conway. På strækningen fra Conway frem til Marshfield kører Route 66 mere sydligt end motorvejen, og her kommer man igennem flere små hyggelige lokalsamfund og flot landskab.
Fra Marshfield er der ikke langt til storbyen Springfield, som faktisk officielt betegnes som fødested for Route 66.
Ikonisk rute blev døbt i Springfield.
Hvorfor er Springfield fødested for Route 66 i USA?
Historien bag er, at det var fra Springfield’s Colonial Hotel d. 30. april 1926 at forretningsmanden John T. Woodruff og formanden for vejkommissionen i Oklahoma Avery Cyrus sendte et telegram til Bureau of Public Roads om at døbe ruten fra Chicago til Los Angeles “Route 66”
Route 66 Springfield Visitor Center.
Når du kommer til den større by Springfield kan du på Route 66 Springfield Visitor Center finde inspiration til både lokale seværdigheder og attraktioner på resten af ruten samt købe souveniers mv.
Besøg også History Museum On The Square, som er et meget anerkendt nyere museum (fra 2019). Dette historiske museum blev i 2019 nomineret som den bedste nye attraktion i USA Today.
History Museum On The Square i Springfield, Missouri.
Besøg evt. også det flotte og restaurerede gamle teater The Gillioz – se mulighed for historisk rundtur i bygningen på Gillioz hjemmesiden.
Find og book overnatning i Springfield
Er du amerikanerbil-interesseret bør et besøg på Route 66 Car Museum ligeledes være en del af dit besøg i Springfield.
Route 66 bilmuseum i Springfield, Missouri – her en flot gammel Hudson.
Charmerende stykke af Route 66 Missouri
Når man forlader Springfield mod vest er det via Highway 266, som er identisk med den gamle Route 66. På denne strækning opleves bl.a. meget små hyggelige lokalsamfund og lange lige strækninger gennem det flotte landskab.
Følg skiltene Highway 266 / Historic US-66 og du kommer ca. 8-10 km. vest for den lille flække Halltown til den ikoniske Old Sinclair tankstation – også kaldet Gary’s Gay Parita – opkaldt efter den forhenværende ejer – Gary Turner, som døde i 2014.
Old Sinclair tankstation – Route 66 Missouri.
Den oprindelige tankstation blev bygget her tilbage i 1930 af Gay og Fred Mason. Ejendommen fik navnet Gay Parita – opkaldt efter fru Mason samt ordet Parita – italiensk for lighed/ligestilling.
Billede fra 1930.
Den gamle Sinclair station nedbrændte i 1955, og i 2005 besluttede Gary Turner at genopbygge tanskstationen som en original replika af Sinclair tankstation – som en hyldest til Route 66 historikken.
Efter Gary’s død overtog Barbara Turner – Gary’s yngste barn – sammen med sin mand i 2006 ejendommen. De valgte heldigvis at opgrade stationen og køre den videre i Gary’s ånd.
Efter Sinclair tanken kommer du over en gammel gitterbro – som stammer helt tilbage fra fødslen af Route 66. Fortsæt ruten og kryds hovedvejen Highway 96 – følg skiltene med Historic Route 66 og du kommer først over endnu en original gitterbro inden endnu en flot restaureret tankstation dukker op i Spencer – en Phillips 66.
Phillips 66 station i Spencer.
Læg mærke til cement underlaget på vejen i dette område – det er den originale tilbage fra Route 66 storhedstiden.
Carthage – Red Oak II og hyggelig bymidte
Fortsæt vestpå efter Spencer og hurtigt rammer du igen Highway 96, som her er identisk med U.S. Route 66.
Efter godt en halv times kørsel er du tæt på den næste større by – Carthage.
Umiddelbart inden du rammer selve Carthage anbefales det at besøge det historiske område Red Oak II.
Red Oak II – Route 66 Missouri.
Kunstneren Lowell Davis tog gamle bygninger fra sit fødested – Red Oak ca. 30 km øst for Carthage – restaurerede dem og flyttede dem til sin gård tæt på Carthage for at skabe et levende udendørs kunstmuseum. Området fik navnet Red Oak II.
Det kan være lidt kringlet at finde Red Oak II, idet vejen dertil ikke er skiltet særligt godt (2022) når man kommer via Highway 96 østfra.
Du skal dreje til højre nordpå via Co Road 120 (sidevej til Highway 96), som du rammer efter et laaaaangt stykke lige ud kørsel på Highway 96 – ca. 3 – 4 km øst for Carthage. Derefter til venstre af Kefir Road, hvorpå Red Oak II ligger.
Lær mere om Red Oak II på hjemmesiden Legends of America
Find og book overnatning i Carthage
Inde i selve Carthage bør du strække benene i området omkring den imponerende retsbygning – Jasper County Courthouse.
Retsbygning i Carthage – Jasper County Courthouse.
Et ikonisk overnatningssted i Carthage er Boots Court, som er nyrestaureret, men blev bygget tilbage i 1939.
Hvis du har tid – og måske ikke har prøvet det før – kan du besøge en gammel drive-in biograf små 5 km vest for Carthage.
66 Drive-In Theatre ligger direkte ved Route 66, og er en af de få overlevende drive-in biografer langs The Mother Road. Stedet åbnede tilbage i 1949 og lukkede igen i 1985 pga. for få besøgende.
66 Drive-in biograf i Carthage.
Biografen blev imidlertid senere renoveret og genåbnede i stort set sin oprindelige form i 1998. Der vises film fra begyndelsen af april til midt september – fredag, lørdag og søndag aften – også når det regner.
Joplin – vægmalerier og sidste by i Missouri
Fortsæt turen ved at følge 66-skiltene til den sidste by langs Route 66 Missouri – Joplin tæt på delstatsgrænsen til Kansas.
Byen er i Route 66 regi mest kendt for nogle flotte vægmalerier i centrum af byen.
Find og book overnatning i Joplin
Mest kendte maleri er det oplagte foto-shoot ved “den halve Corvette” og Route 66 vægmaleriet på 619 S. Main Street.
Vægmaleri (mural) i Joplin.
For detaljerede informationer om de mange vægmalerier i Joplin henvises til sitet Visit Joplin.
Fortsæt den ikoniske rute fra Chicago til Los Angeles i den kommende artikel: Route 66 Kansas.
Relaterede artikler: