Roadtrip fra San Francisco til Las Vegas
Roadtrip fra San Francisco til Las Vegas er en enestående rejse gennem nogle af de mest fantastiske naturområder i USA.
Fantastisk natur venter forude på roadtrip fra San Francisco til Las Vegas.
REJSETIP: Find billig billeje i USA
På køreturen mellem de to ikoniske byer i USA kommer du forbi bjerge med tinder højere end 4 km over havets overflade, og som en stor kontrast, vil du ligeledes på turen kunne tage en vandretur i ørken, som ligger 86 meter under havets overflade.
Oplev bl.a. Sierra Nevada bjergkæden i den midt-østlige del af Californien, som strækker sig mere end 650 km fra nord til syd. Det er i Sierra Nevada, at naturperlen Yosemite National Park ligger med sine enorme klippevægge, store vandfald, kæmpe Sequoia træer og flotte blanke bjergsøer.
Et andet højdepunkt på turen er Death Valley National Park, hvor man kan opleve det lavest beliggende område i USA – samt det område, hvor der er målt den varmeste temperatur på jorden.
Køretur fra San Francisco til Yosemite
Er det dit første besøg i San Francisco, bør du naturligvis bruge nogle dage på at udforske denne fantastiske by i Californien.
Roadtrip fra San Francisco til Las Vegas begynder i byen ved Golden Gate strædet.
Få inspiration via Guide til San Francisco.
Den oftest benyttede og hurtigste rute fra San Francisco til Yosemite er via Interstate Highway 580 + Hwy 205 til Hwy 120, som går gennem bl.a. byerne Oakdale og Groveland. Groveland er en gammel guldmine by, hvor guldgraverne prøvede lykken tilbage i 1800-tallet. Hyggelig by til en overnatning efter 2-3 timers kørsel fra San Francisco.
Find og book overnatning i og omkring Groveland – under 1 times kørsel fra Yosemite.
Den flotteste rute mellem San Francisco og Yosemite er imidlertid via Highway 140.
Fra San Francisco tager du Hwy 580 + Hwy 5 sydpå indtil afkørsel til Hwy 140 (Central Yosemite Hwy) dukker op lidt syd for byen Patterson. Via Highway 140 kører du først gennem åbne og flade landbrugsområder, inden du rammer kuperede skovbevoksede områder, som er forløber for den vestlige del af bjergkæden Sierra Nevada.
Highway 140 – Arch Rock indgangen til Yosemite National Park.
I den hyggelige gamle mineby Mariposa – ca. 70 km. fra Yosemite Valley – finder du en karakteristisk gammel amerikansk hovedgade – Main Street, hvor små hyggelige butikker og spisesteder ligger side om side.
Find og book overnatning i og omkring Mariposa.
Fra Mariposa går den flotte rute videre nord-øst på, indtil man rammer Arch Rock Entrance. Her betales indgangsgebyr til Yosemite nationalparken. Husk at der hurtigt kan være penge at spare ved at købe et årskort til naturparker i USA. Årskortet kan købes ved indgangen.
Læs mere om entré-priser til nationalparker i USA
Oplev fantastiske Yosemite National Park
Den imponerende nationalpark Yosemite er et kapitel for sig – læs vor Guide til Yosemite National Park.
Oplev Yosemite på roadtrip fra San Francisco til Las Vegas.
Bemærk at vejen ind og ud af den meget populære Yosemite Valley er ensrettet. Der kan således især ifm. med weekender om sommeren være megen trafik inde i dalen, og det kan være en udfordring at finde p-plads.
Læs om mulighed for at benytte gratis shuttlebus i Yosemite Valley i Guide til Yosemite.
Find og book overnatning ved Yosemite National Park.
Via Tioga Road til Mono Lake
Når benene er blevet trætte af vandreture i Yosemite Valley, fortsætter du din roadtrip fra San Francisco til Las Vegas via Tioga Road / Hwy 120 øst igennem Yosemite og nord for selve Yosemite dalen. Bemærk at Tioga Road oftest er lukket fra oktober til maj pga. snemasserne – nogle år helt frem til juni måned.
Månelandskab ved Mono Lake.
Hold dig opdateret vedr. vej- og vejrforholdene i parken via National Park Service Yosemite hjemmeside.
I løbet af turen på Tioga Road kommer du flere steder op i 3000 meter over havets overflade, og der er heldigvis mange p-pladser langs vejen, så man har mulighed for at tage billeder og nyde bjergsøer, klippelandskaber og den friske bjergluft.
Når du når den østlige afslutning af Tioga Road ankommer du til en meget speciel og en af den vestlige halvkugles ældste søer – Mono Lake. Søen har et ekstremt højt saltindhold, og flere steder langs breden af søen finder man specielle kalkstensformationer i form af monolitter / søjler. Andre steder kan man drømme sig til at være på månen pga. det meget specielle kalkstenslandskab.
Se den interessante og flotte film om Mono Lake’s historie herunder:
Besøg Bodie – spøgelsesby i Californien
Amerikanerne kalder det en “ghost town” – en forladt by, hvor der engang under guldfeberen i Californien var masser af liv, men hvor alle indbyggere på et tidspunkt flyttede fra igen.
Læs om Gold Rush i artikel om Californiens historie
Den gamle guldmine by Bodie ligger lidt nord for Mono Lake, men kan varmt anbefales et besøg, selvom du egentlig skal sydpå nu under din roadtrip fra San Francisco til Las Vegas. Det tager en lille times tid at køre til Bodie fra Mono Lake.
Det vilde vesten – oplev guldmine byen Bodie tæt på Yosemite.
Bodie betegnes som en af de mest autentiske og bedst bevarede spøgelsesbyer i det vestlige USA. Byen havde ca. 10.000 indbyggere da der sidst i 1800-tallet boede flest – og byen havde ry for at være meget rå med vold og mord til følge på næsten daglig basis. 65 saloons, bordeller og spillebuler var med til at skabe “høj stemning” i Bodie under det store Guld Rush i området.
Spøgelsesbyen er et fredet museumsområde, og udover de mange forladte bygninger inkluderer Bodie et besøgscenter og et mindre decideret museum. Der er mulighed for at komme på guidede ture med park ranger.
Læs mere om Bodie via California State Parks hjemmeside
Fra Mono Lake til Death Valley
Efter besøg ved Mono Lake/Bodie køres sydpå via Hwy 395, hvor man følger Sierra Nevada bjergkæden på den østlige side.
På vejen kommer du tæt på Mammoth Lakes, som er en populær by at tage til for at vandre i bjergene, og om vinteren er det nærliggende skisportssted på Mammoth Mountain et populært ferieområde. Seværdigheden Devils Postpile, som består af besynderlige klippekonstruktioner, ligger også tæt på Mammoth Lakes.
Find og book overnatning i Mammoth Lakes.
Videre sydpå via Hwy 395 går turen bl.a. gennem byen Bishop, hvor du kan besøge det roste udendørs museum Laws Railroad Museum, hvor passionerede frivillige viser, hvordan man levede i en mindre by i Californien i slutningen af 1800-tallet.
Længere sydpå kommer du til byen Lone Pine, som ligger tæt på den højeste bjergtinde i USA – hvis man ser bort fra bjergene i Alaska samt på Hawaii.
Udsigt til Mount Whitney fra Lone Pine.
Mount Whitney er 4.421 meter højt, og det er muligt at vandre op til toppen. Det er en rute for vandrere i god form – se yderligere info om Mount Whitney Trail tæt på Lone Pine. Her kan du også læse info om evt. nødvendige tilladelser – afhængig af årstid.
Selve byen Lone Pine er et naturmæssigt flot sted for en overnatning – og udsigten til den østlige del af Sierra Nevada bjergkæden – og heriblandt Mount Whitney – er imponerende. Kør evt. hen til begyndelsen af Mount Whitney Trail via Whitney Portal Road og kom helt tæt på klippemasserne.
Find og book overnatning i Lone Pine.
I Lone Pine ligger Eastern Sierra Visitor Centre, hvor du kan få opdateret information om forholdene i både Death Valley og på Mount Whitney.
Death Valley – den største nationalpark i USA udenfor Alaska
Fra Lone Pine kører man via Hwy 136 og Hwy 190 sydøst mod Death Valley.
Det er en god ide at fylde tanken op på bilen, inden man rammer Death Valley, idet der er få tankstationer i nationalparken, og brændstofpriserne er i den dyre ende ift. normalpriser.
Death Valley ligger i den nordlige del af Mojave ørkenen, og pga. den voldsomme varme om sommeren foretrækker mange at besøge Death Valley i perioden oktober til maj.
I juli måned er det ikke unormalt, at dagstemperaturerne ligger nogenlunde stabilt sidst i 40’erne.
På vej mod Furnace Creek, som er Death Valley’s kommercielle centrum, kører du på Hwy 190 forbi Mesquite Flat Sand Dunes. Stands ved p-pladsen og gå en tur ud på disse Sahara-agtige sandbanker.
Mesquite Flat Sand Dunes er flottest, når solen står lavt på himlen.
I Furnace Creek finder du både overnatningsmuligheder, supermarked, restauranter mv., og det er primært syd for Furnace Creek de største seværdigheder i Death Valley befinder sig. Det var forøvrigt i Furnace Creek, at der d. 10. juli 1913 blev målt den hidtil højeste temperatur på jorden: 56,7 gr. C.
Dog sætter mange vejreksperter idag store spørgsmålstegn ved denne måling og mener at den er fejlagtig. Begrundelsen er bl.a., at mange andre målinger i denne region omkring 10. juli 1913 ikke kan bekræfte en tilsvarende høj temperaturmåling på dette tidspunkt.
Find og book overnatning i Furnace Creek.
Et af de flotteste udsigtspunkter i Death Valley er Zabriskie Point, og ikke mindst ved solopgang er der ekstraordinær flot udsigt ud over det meget særprægede landskab.
Zabriskie Point – på roadtrip fra San Francisco til Las Vegas.
Ved Dante’s View, som også er et af de flotteste steder i Death Valley, er du oppe i 1.600 meters højde, og her er der udsigt både til Mount Whitney samt til det laveste beliggende område – Badwater.
Udsigtspunktet Dante’s View i Death Valley.
I Badwater Basin ca. 27 km syd for Furnace Creek befinder du dig på det laveste punkt i Nordamerika – 86 meter under havets overflade. Badwater Basin består af enorme saltsletter, hvor man kan gå ud på en gangbro og videre langt ud på sletten. Husk at medbringe vand – eller endnu bedre – kom tidligt på dagen om sommeren for at undgå den værste hede.
Laveste punkt i Nordamerika – Badwater Basin i Death Valley.
Midt mellem Furnace Creek og Badwater Basin kan du tage sidevejen Artists Drive, som fører hen til seværdigheden Artists Palette. Fra p-pladsen er der en kort gåtur hen til et område med meget flotte og specielle farvefulde klippeformationer.
Farve-paletten ved Artists Palette er resultaterne af utallige års oxidering fra forskellige metaller.
Farverige Artists Palette i Death Valley.
Death Valley til Las Vegas
Når du er blevet fyldt op med naturmæssige indtryk i Death Valley forsætter roadtrip fra San Francisco til Las Vegas sydøst via Hwy 190 – derefter nordpå via Hwy 373 og endelig sydøst via Interstate Hwy 95, som fører dig helt til den kendte spilleby i Nevada.
Find og book overnatning i Las Vegas.
Der er kun ca. 2 timers kørsel fra Death Valley til spillebyen Las Vegas.
Relaterede artikler og links: