Roadtrip Highway 1 anbefaling
Kyststrækning nord for San Francisco via California Highway 1 og videre via U.S. Hwy 101 til Crescent City
Denne kyststrækning nord for San Francisco via Highway 1 og herefter via Hwy 101 til Crescent City, som blot ligger 30 km fra statsgrænsen til Oregon, er en overset roadtrip-perle af seværdigheder i form af både naturoplevelser og hyggelige mindre byer.
Highway 1 nord for San Francisco – anbefalet roadtrip.
Fra San Francisco kører du over Golden Gate Bridge – og hvis du ikke allerede har været der, bør du vende op omkring Battery Spencer for en spektakulær udsigt til Golden Gate med San Francisco i baggrunden. I klart vejr kan der herfra tages det bedste billede af Golden Gate.
Book billig billeje i Californien
Muir Woods National Monument – Redwood træer lige nord for San Francisco
Fortsæt nordpå af U.S. Hwy 101 og herefter ind på Highway 1 i den mindre by Manzarita. Følg skiltene mod Muir Woods via den stejle og snørklede vej gennem skovområdet. Køretøjer længere end 35 fod / 10,6 meter er ikke tilladt pga. de mange små sving – så de længste auto campere kan ikke komme hertil.
John Muir var ingeniør, forfatter og naturelsker, som fra sidst i 1800-tallet og helt frem til sin død i 1914 kæmpede for bevarelsen af naturen i USA. Han var en af de tidligste naturaktivister i USA og grundlagde Sierra Club, som er amerikas mest betydningsfulde naturbeskyttelsesorganisation. John Muirs arbejde har været en stor drivende faktor til etableringen af nationalparkerne Yosemite og Sequoia i 1890.
Muir Woods National Monument.
I 1908 bestemte den amerikanske kongres at skovområdet nord for San Francisco skulle fredes og for at ære John Muir fik parken navnet Muir Woods National Monument – oftest blot kaldet Muir Woods.
I Muir Woods er mange af Redwood træerne over 1.000 år gamle og der er flere interessante skov-stier at følge. Træerne er ikke helt så høje som længere nordpå i Redwood National Park (ca 5 timers kørsel), men det er en nem måde at komme tæt på de store træer når man besøger San Francisco området.
Se mere udførlig info om Muir Woods.
Et godt tip er at besøge Muir Woods tidligt på dagen – og allerbedst på en hverdag – da der kommer mange turister midt på dagen – og især i weekenden kan der være mange folk. Beliggenheden kun ca. en times kørsel fra San Francisco gør at parken er en populær destination for både fastboende og besøgende i det befolkningsrige område.
Point Reyes National Seashore
Fortsæt ad Hwy 1 ud af skovområdet og nordpå langs Stillehavskysten op til Point Reyes National Seashore. Denne halvø blev fredet i 1962 og underlagt US National Park Service. I den lille by Olema findes Visitor Center for Point Reyes og både her samt i byen Point Reyes Station lidt længere mod nord er der mange hyggelige butikker, restauranter og overnatningsmuligheder.
Indlandsfjorden Tomales Bay i Point Reyes National Seashore (set fra Chimney Rock).
Tag nogle af de flotte vandreruter og oplev den flotte Tomales Bay samt både søelefanter/elefant sæler (de største sæler i verden), elge og endda prærieulve hvis du har en god linse. Elgene har et område i den nordlige del af Point Reyes, som er reserveret til dem. Tag vandreturen til Tomales Point og vær heldig at opleve det store dyr på tæt hold.
Besøg også det flotte fyrtårn på den yderste skrænt mod Stillehavet, skibsvraget, strandene med til tider høje bølger samt en ”Cypress Tree Tunnel”.
Fyrtårn på den yderste skrænt mod Stillehavet.
Der er desuden et specielt vandfald – Alamere Falls – som bogstaveligt talt er et 12 m højt vandfald på en øde strand. For at komme ud til det specielle vandfald skal du ud på en næsten 7 km lang gåtur gennem både skov og via et par stejle stier. Men det du møder er anstrengelserne værd.
Alamere Falls.
Har du travlt med at komme videre nordpå mod Cresent City er det nok ikke så oplagt at stoppe ved Point Reyes National Seashore, da du hurtigt kan bruge adskillige timer på at udforske det spændende område.
Strækningen mellem Point Reyes og Mendocino
Videre nordpå ad Hwy 1 langs den vilde stillehavskyst er der adskillige muligheder for at strække benene og nyde de flotte udsigtspunkter.
Gør evt. også et stop i byen Bodega Bay og oplev nogle af lokationerne fra Hitchcock’s gyserfilm The Birds (Fuglene). Både skolen hvorfra børnene bliver angrebet af fugle samt klokketårnet, som var samlingsstedet for de sultne fugle findes her – samt skalddyrsrestauranten Tides Wharf Restaurant.
Find og book overnatning i Bodega Bay.
Skolen i Hitchcock gyseren The Birds.
Fortsæt turen op ad Hwy 1 gennem Sonoma Coast State Park og kryds floden Russian River.
Ps. Såfremt du har tid og er vin-interesseret kan du tage vejen CA-116 lige efter broen over floden og følge Russian River ind i landet til Sonoma vindistriktet.
Mendocino og Fort Bragg
Efter ca. 3 timers kørsel fra Point Reyes ankommer du til den yderst charmerende by Mendocino. Den lille by med blot ca. 1.000 fastboende indbyggere ligger i Mendocino County og er blevet en magnet for kunstnere som siden 1950’erne er flyttet hertil for at leve et roligt og frit liv tæt på den vilde natur.
Find og book overnatning i Mendocino.
Stillehavskystens blæst og bølgebrusen, Redwood skovenes stilhed samt den frugtbare landbrugsjord nord og syd i Mendocino County gør området til et sted med mange forskellige muligheder.
Mendocino (Portuguese Beach).
Mendocino County er efterhånden også blevet meget tiltrækkende for mad- og vininteresserede. Mange vinproduktioner er skudt op med primær fokus på økologisk vinfremstilling og flere og flere gourmet restauranter og butikker har set dagens lys. Kulinariske fristelser fra havet er populært i Mendocino County og ikke mindst krabbe-specialiteter er der fokus på ved flere årlige både krabbe- og vin-arrangementer.
Der findes adskillige overnatningsmuligheder i området – hoteller, bed & breakfast, resorts, farm-ophold, camping-sites mv.
Fortsæt et lille stykke længere nordpå ad Highway 1 og du rammer Fort Bragg (som ikke må forveksles med den store militærbase med samme navn i North Carolina).
Med over 7.000 indbyggere er Fort Bragg den største by langs Highway 1 nord for San Francisco. Det er en industriby med mindre fokus på turistbesøg, hvilket også gør at det oftest er muligt at finde billigere overnatningsmuligheder i Fort Bragg end på resten af kyststrækningen nord for San Francisco.
Find og book overnatning i Fort Bragg.
Her findes både fiskerihavn og godstogbane ind i landet – banen benyttes fortrinsvis til transport af tømmer, men også til et veterantog – Skunk Train.
Skunk Train – veterantoget i Fort Bragg.
Skunk Train kører mellem Fort Bragg og Willits – en by, som ligger ca. 35 miles øst for Hwy 101. På vejen kommer du op igennem Mendocino bjergene, gennem redwood skov, gennem tunneler og over broer. Ved stationen Northspur midvejs på turen skal du skifte til et andet veterantog, som kører resten af strækningen til Willits.
Det er også muligt at tage et stop her og køre med toget retur til Fort Bragg. Mange har madkurv med og tager en frokostpause ved Northspur – en station som tidligere fungerede som en ”tømmer-camp”, hvor skovarbejdere overnattede, og hvor der fandtes både indkøbsmuligheder og postkontor.
I Fort Bragg kan du også besøge Glass Beach. Dette sted var tidligere et af flere kyst dumpe-steder for affald, indtil det i 1949 blev forbudt og flere strandrensnings-initiativer blev forsøgt.
Glass Beach ved Fort Bragg.
Imidlertid gjorde naturen selv arbejdet mht. al glas-affaldet, og efter mange årtiers bølgekraft er de mangefarvede glassten blevet slebet fine og flotte. Stranden er blevet erklæret fredet pga. mange besøgende fyldte bæreposer og tog flotte sten med hjem.
Drive Thru Tree i byen Leggett og videre til Avenue of the Giants
Fortsæt det sidste stykke ad kyststrækningen Hwy 1 (godt en times kørsel fra Fort Bragg) indtil du rammer Hwy 101 i byen Leggett. Her i byen kan du for 5 $ køre gennem ”Drive Thru Tree”, som er et flot ”lysekronetræ” med en vej igennem sig.
Videre nordpå ad den snoede Hwy 101 kommer du både forbi Confusion Hill – her kan du opleve ”Gravity House” og andre mærkelige fænomener for 5 $. Besøg evt. også huset i træstammen – One-Log House, som ligger umiddelbart syd for Richardson Grove State Park.
En af de flotteste korte vejstrækninger i Californien er Avenue of the Giants! Det er en lidt over 50 km lang vejstrækning, som kører parallelt med Hwy 101 fra Phillipsville i syd til Pepperwood i nord. Avenue of the Giants følger floden Eel River og snor sig forbi de kæmpe Redwood træer.
Avenue of the Giants.
Vejen følger udkanten af Humboldt Redwoods State Park og der er mange flotte vandrestier i parken. Næsten halvvejs gennem Avenue of the Giants finder du Visitor Center, og såfremt du ønsker at udforske parken nærmere er det en god ide at få et kort over området her samt evt. input til interessante sites.
Find og book overnatning i Humboldt County.
Ferndale
Tilbage på Hwy 101 i Pepperwood fortsætter turen nordpå og naturen bliver efterhånden endnu vildere med højere og bredere Redwood træer. Tag evt. en afstikker fra Hwy 101 ind til byen Ferndale med de flotte victorianske huse.
Ferndale – anbefaling til afstikker fra Highway 101.
Byen har et dansk islæt idet der i 1850’erne blev grundlagt et lille samfund af danske immigranter og i 1864 kom der endnu flere til – hovedsageligt fra Sønderjylland. Sønderjyderne flyttede hertil for at prøve lykken i Californien ikke mindst pga. det anstrengte forhold til forbundet af tyske stater.
Mange af de danske tilflyttere slog sig ned som landmænd og det er stadig nemt at finde lokale i Ferndale og omegn med danske rødder. Området blev kendt for sine gode mejeriprodukter, som især tilflytterne fik æren for og byens kælenavn blev Cream City (Flødebyen).
På Ferndale Museum er der mulighed for nærmere at studere historikken omkring tilstrømningen af danskere til området.
Find og book overnatning i Ferndale.
Udover danskere kom der fra 1850’erne og frem også tilflyttere fra de øvrige skandinaviske lande samt Italien, Schweiz og Portugal.
Eureka
Byen Eureka ca. 30 min. nord for Ferndale ligger smukt ud til Humboldt Bay og er med sine ca. 27.000 indbyggere den største kystby i Californien nord for San Francisco. Byen er det administrative centrum i Humboldt County og blev grundlagt tilbage i 1850. Pga. sin attraktive beliggenhed ud til havet og tæt på de store skovområder i det nordlige Californien har Eureka haft stor betydning for både fiskeriindustrien og træindustrien.
I dag er byen en blanding af charmerende og restaurerede victorianske huse i den gamle bydel Old Town district samt en stadig aktiv industri-havn, som fiskerbåde og fragtskibe anvender.
Cruise med ”Madaket”.
Seværdigheder i Eureka er bla. Old Town, Humboldt Bay Maritime Museum, en cruise i Humboldt Bay med en historie-fortællende kaptajn på den gamle færge ”Madaket” fra 1910. Det nok mest kendte victorianske hus i hele USA er Carson House, som ligger forenden af 2nd Street i Old Town, Eureka. Huset blev bygget i 1886 af William Carson som var en af de første ”tømmer baroner” i Californien. Huset er dog ikke åben for offentligheden.
Carson House i Eureka.
Find og book overnatning i Eureka.
Fortsæt ca 1½ times kørsel videre nordpå ad Hwy 101 og du kommer til et af de mest imponerende steder i Californien – Redwood National State Parks.
Læs videre her om det fantastiske område Redwood National State Parks.
Crescent City
Det sidste stop på turen op langs den nordlige vestkyst af Californien er Crescent City, som ligger kun ca. 30 km syd for grænsen til staten Oregon. Crescent City er den eneste større by i Del Norte County, og havnen i byen har spillet en stor rolle for udviklingen af industrien i den nordligste del af Californien.
Mange turister som besøger Redwood parkerne overnatter i Crescent City, hvor der er overnatningsmuligheder i forskellige prisklasser.
Den måske største seværdighed I Crescent City er det gamle fyrtårn bygget i granit – Battery Point Lighthouse, som stod færdigt i år 1856. Fyrtårnet er bygget på en lille ø og indeholder desuden et mini-museum, som viser hvorledes fyrtårnsbestyrer med familie boede tilbage i 1856 og frem.
Battery Point Lighthouse.
Ved højvande ligger Battery Point Lighthouse på en lille ø, men når det er lavvande kan man faktisk gå ud til det og besøge museet samt kravle op i selve tårnet.
Info om Battery Point Lighthouse.
Del Norte County History Museum ligger midt I Crescent City og huser bla. flotte samlinger af Tollowa og Yurok indianeres håndværk samt samlinger af nybyggernes værktøj, våben og redskaber brugt ifm. mine- og landbrugsarbejde. Bygningen hvori Del Norte County History Museum ligger blev tidligere benyttet som fængsel, og det er muligt at se nogle gamle fængselsceller på øverste etage.
Info om Del Norte County History Museum.
Har du børn med til Crescent City vil et besøg i Ocean World være et hit. Dette akvarie er ikke det største i Californien, men der er derimod mulighed for at komme helt tæt på mange af dyrene.
Find og book overnatning i Crescent City.
Ocean World i Crescent City.
I Ocean World findes bla. forskellige slags hajer, rokker, delfiner osv. Det højtflyvende søløve-show fanger både små og store børns interesse.
Der er således masser af oplevelser for både børn og voksne langs Highway 101 og Highway 1 i Californien.
Relaterede artikler: