Regler for indrejse i USA

Guide USA vedligeholder denne side i samarbejde med Martin Nielsen, der er et aktivt og værdsat medlem af GUIDE USA’s Facebook Gruppe, der bugner med USA rejsetips og rejseerfaringer fra over 9500 medlemmer. Spørgsmål kan stilles via Facebook Gruppen REJS DIG RIG I USA.

Vær opmærksom på at der aktuelt gælder særlige regler for indrejse i USA i forbindelse med corona-pandemi:

Opdatering 10. juni 2022:
Kravet om negativ COVID-19 test før rejser til USA er bortfaldet per 12. juni 2022.
Dermed er hverken PCR-test eller kvik-test nødvendig længere (uanset om man rejser med mellemlanding i andre lande i Europa)

Kravet om fuld vaccination (2 stik) og fremvisning af dokumentation herfor fortsætter.

Opdatering 14. juni 2022:
Der er kommet en opdateret CDC formular som skal udfyldes, underskrives og medbringes. Se link nedenfor.

Aktuelt gældende regler for indrejse i USA:

Ofte stillede spørgsmål og svar:

  • Skal man være vaccineret for at kunne rejse til USA?
    Ja, kun færdigvaccinerede voksne (2 stik) kan rejse til USA og dokumentation skal medbringes. Udskriv fra Sundhed.dk.
  • Skal børn vaccineres for at kunne rejse til USA?
    Nej, Børn 2-17 år kræves ikke vaccineret.
  • Testkrav USA – Skal man have negativ corona test?
    Nej, man skal per 12. juni 2022 ikke længere fremvise bevis for negativ COVID-19 test.
  • Kræves der ESTA godkendelse?
    Ja, ESTA ansøgning/godkendelse er påkrævet for alle rejsende.
    Det anbefales at søge inden bestilling af rejsen! Den koster 21$ pr. person.
    Officielt link til ansøgning: esta.cbp.dhs.gov
    Vejledning: Pas og ESTA til USA
  • Husk at medbringe gyldigt pas!
    Et dansk pas (det samme som benyttes til ESTA-ansøgning) skal være gyldigt under hele dit ophold i USA. Danmark hører ikke under de bestemmelser, som visse andre lande gør, hvor dit pas skal være gyldigt ud over varigheden af dit ophold i USA. (Der kan gælde andre regler for øvrige lande)
  • Skal CDC formular fortsat udfyldes?
    Ja, per 14. juli 2022 skal følgende nye CDC Attest med kontaktoplysninger samt oplysninger om vaccination (Combined Passenger Disclosure and Attestation) udfyldes: CDC Formular
  • Skal man have maske på i fly til USA?
    Nej, kun hvis der flyves via andre lande, hvor maske/mundbind er påkrævet under hele flyrejsen.
  • Hvor finder man seneste officielle regler og informationer om indrejse til USA?
    Information om konsekvenserne af coronavirus/COVID-19 for danske rejsende og fastboende i USA.
    Dansk: Udenrigsministeriet om USA indrejse og ophold.
    Engelsk: CDC – International travel requirements.

Er du i tvivl? Stil evt. flere spørgsmål i Facebook Gruppen Rejs dig Rig i USA.

Guide-USA.dk tager forbehold for at regler for indrejse i USA løbende kan ændre sig med kort varsel.

Indrejse USA – amerikanske begreber og forkortelser

Der er mange amerikanske begreber og forkortelser relateret til regler for indrejse i USA. I denne artikel gennemgås følgende:

Hvad er VWP – Visa Waiver Programme?

Hvad er ESTA – Electronic System for Travel Authorization?

Hvad er APIS – Advanced Passenger Information System?

Hvad er SFPD – Secure Flight Passenger Data?

Hvad er TSA – US Transportation Security Administration?

USA krævede i mange år visum for alle rejsende, som kom til landet. I praksis betød det, at man som dansker via den amerikanske ambassade i Danmark skulle have stemplet passet i god tid inden afrejsen til USA. Indgangstilladelse til USA fik man først endeligt, når man blev godkendt i immigrationen umiddelbart efter ankomst til landet. Stadig den dag idag kan man være meget uheldig at blive afvist i immigrationen ved indrejse i USA, selvom man har alle de rigtige papirer og tilladelser på plads.

I 1986 besluttede den amerikanske kongres at lempe visum-kravet og oprettede Visa Waiver Programme (VWP). VWP er en gensidig aftale mellem de lande som er med i ordningen, hvilket betyder at samme regler gælder for amerikanske statsborgere, som ønsker at rejse til lande, som er med i ordningen.

Danmark kom med i VWP ordningen i 1991. Indbyggere i lande under Visa Waiver-programmet kan rejse til USA uden at skulle ansøge om visum – dog med visse undtagelser, se nedenfor vedr VWP.

Efter det voldsomme terrorangreb på World Trade Center i New York 21. september 2001 igangsatte den daværende George W. Bush administration en skærpelse af paskravene ved indrejse i USA.

Løbende blev der stillet krav om at indrejsendes pas skulle være maskin-læsbare og ligeledes er der per 1. april 2016 krav om at e-pas (forbedret sikkert pas med en indlejret elektronisk chip) er obligatorisk ved rejser til/fra USA.

Danske pas udstedt efter 1. august 2006 er e-pas med indbygget chip og med e-pas logo på forsiden.

VWP – Visa Waiver Programme

VWP programmet tillader indbyggere fra 38 lande – heriblandt Danmark – at rejse til USA som turister eller forretningsrejsende i en periode på 90 dage uden visum.

Der er dog nogle undtagelser fra ordningen:

  • hvis du er tidligere straffet – ofte kan også en gammel/mindre straffesag have betydning.
    Se post i Q&A på hjemmeside for U.S. Customs and Border Protection:  Entry into the U.S. – Criminal Record or Overstay.
  • hvis du lider af en alvorlig smitsom sygdom.
    Se Answering the question about communicable diseases on the ESTA application.
  • hvis du har rejst til/været i Iran, Irak, Sudan, Syrien, Libyen, Somalia og Yemen efter 1. marts 2011 (undtagelser kan gælde for personer der har været i disse lande i tjenstligt, forretningsmæssigt eller journalistisk øjemed).
  • hvis du også har iransk, irakisk, sudanesisk eller syrisk statsborgerskab.
  • hvis du har dobbeltstatsborgerskab fra Iran, Irak, Sudan og Syrien og har opnået ESTA, vil denne være annulleret med øjeblikkelig virkning pr. 21.1.2016.

Ved ovenstående undtagelser er det stadigt nødvendigt at ansøge om visum via den amerikanske ambassade. Oftest skal man tage til et personligt interview på den amerikanske ambassade for at få udstedt et visum.

USA’s ambassade i Danmark
Dag Hammerskjölds Allé 24, 2100 København Ø
Se USA Ambassade hjemmeside.

ESTA – Electronic System for Travel Authorization / Rejsetilladelse til USA

I forbindelse med VWP ordningen har USA indført Electronic System for Travel Authorization (ESTA). Det er et automatisk system, der bruges til at bestemme rejsendes berettigelse til at rejse til USA under VWP (90 dages ophold uden visumpligt) – kort sagt en indrejsetilladelse for rejsende til USA.

Department of Homeland Security og United States Customs and Border Protection har et sikkert offentligt website med et elektronisk skema, som du eller en tredjepart skal udfylde for at ansøge om rejsetilladelse. Når du har angivet de påkrævede personlige oplysninger samt rejse- og kreditkortoplysninger på det sikre website, bliver din ansøgning behandlet af systemet for at afgøre, om du er kvalificeret til at rejse til USA under Visa Waiver Program uden et visum. Systemet giver dig et automatisk svar, og forud for boarding vil flyselskabet eller rederiet elektronisk verificere hos United States Customs and Border Protection, at du har en godkendt rejsetilladelse registreret.

ESTA-godkendelsen giver dig tilladelse til at gå ombord et fly eller skib til USA. Godkendelsen er ikke en 100% garanti for indrejse til USA. Man skal stadig snakke med en embedsmand fra Customs and Border Protection (også kaldet immigrationen) ved ankomst til USA.

Se her hvorledes ESTA udfyldes.

APIS – Advanced Passenger Information System

Siden 2006 har USA stillet krav om at alle flyselskaber skal indsamle bestemte forhåndsoplysninger på deres passagerer, som rejser til USA. Disse oplysninger kan via langt de flestes flyselskabers hjemmeside indtastes online.

Oplysninger, som skal registreres er:

  • Alle navne (fornavn, mellemnavn og efternavn), nøjagtigt som de er anført i dit pas
  • Fødselsdato
  • Nationalitet
  • Bopælsland
  • Køn
  • Pasnummer og udstedelsesland
  • Pasudløbsdato
  • Adresse i USA for første nats ophold
  • Redress-nummer (hvis relevant). Redress-nummeret er et referencenummer udstedt af US Department of Homeland Security (DHS) til rejsende, der tidligere har haft problemer med at få indrejsetilladelse til USA.

Secure Flight Passenger Data – SFPD

I 2009 indførte de amerikanske myndigheder nye skærpede krav til flypassagerer, der ankommer til landet.

Det transporterende luftfartsselskab skal senest 72 timer før flyafgangen fra Europa fremsende såkaldte “Secure Flight“ informationer til US Transportation Security Administration (TSA). Dette sker i tillæg til ovenstående APIS-procedure.

Secure Flight Passenger Data (SFPD) indeholder følgende elementer:

  • Navn som anført i passet
  • Køn
  • Fødselsdato

TSA tjekker den fremsendte information med diverse registre og observationslister med det formål at identificere potentielle terrorister og dermed sikre, at disse ikke kommer ombord på fly mod USA.

Når informationerne er blevet verificeret i TSA meddeler myndighederne tilbage til luftfartsselskabet, hvorvidt den pågældende passager kan accepteres på flyet til USA. Hvis screeningen får et negativt resultat, vil luftfartsselskabet blive informeret om, at der er brug for yderligere undersøgelser af den pågældende flypassager. Yderligere undersøgelser kan i de fleste tilfælde føre til en accept til indrejse.

Luftfartsselskaber må ikke tage passagerer ombord til USA, hvis der ikke er fremsendt Secure Flight Passenger Data. Derfor skal disse informationer være inkluderet i bookingen senest 72 timer før afrejse. Hvis bookingen foretages indenfor 72 timer før afrejse, skal SFPD være inkluderet i bookingen med det samme.

Ligesom APIS kan Secure Flight information tastes online via de flestes flyselskabers eller rejsebureau’ers hjemmesider. Oftest indtastes alle nødvendige information til APIS/Secure flight på én gang på det pågældende selskabs hjemmeside.


Guide-USA.dk tager forbehold for at regler for indrejse i USA løbende kan ændres for danskere.