Fra april 2018 vil flyselskabet Primera Air åbne nye flyruter til USA og Canada, og der kommer således endnu en ny spiller på markedet for transatlantiske flyforbindelser.
Hidtil har Primera Air fortrinsvis satset på flyforbindelser til populære feriemål langs den europæiske Middelhavskyst, De Kanariske Øer, Azorerne, Bulgarien og Tyrkiet. Derudover har Primera Air fokuseret på kundetilpassede charterflyvninger til destinationerne og har haft succes med at vælge populære rejsemål dels i deres vinterprogram og sommerprogram.
Primera Air åbner USA flyruter til New York og Boston.
Primera Air har de seneste år fokuseret på at udvikle deres populæreste ruter samt afvikle de urentable flyforbindelser. Samtidigt har flyselskabet med succes indført tre billettyper på deres europæiske flyruter og det har medvirket til at selskabet er kommet op på en udnyttelsesgrad på flotte 87%, således kun få tomme sæder er at finde under deres flyvninger.
Efter yderst tilfredsstillende resultater de første otte måneder af 2017 – med en stigning i antal passagerer på 23,4% samt en indtægtsstigning på 16,3% ift. samme periode sidste år, springer Primera Air nu ind på det konkurrenceprægede marked for flyforbindelser mellem Europa og USA.
Flyruter til New York, Boston og Washington
Med nye europæiske baser i Paris CDG, London Stansted samt i Birmingham vil Primera Air fra april 2018 åbne flyruter fra de tre baser til New York. Samme tidspunkt åbnes flyrute fra Paris CDG og London Stansted til Boston, og ligeledes åbnes en rute fra London Stansted til Toronto i Canada.
Update marts 2018:
Flyselskabet meddelte i efteråret 2017 at der ville blive oprettet rute mellem Birmingham og Boston. Dette blev imidlertid taget af bordet igen i begyndelsen af 2018, og en ny rute mellem London Stansted og Washington-Dulles vil i stedet se dagens lys ultimo august 2018.
De nye flyruter til Nordamerika skal betjenes af spritnye Airbus A321-200neo, og da selskabet den kommende tid forventer at udvide yderligere på det Nordamerikanske marked, er der bestilt 20 nye Boeing 737 MAX fly.
Relateret artikel: Flyselskaber med fly til USA.
Denne artikel er senest opdateret: 25. marts 2019.