Nashville i Tennessee – oplev countrymusikkens hovedstad
Honky-Tonk barer, masser af live countrymusik og tilbagelænet sydstats-charme er nogle af de mange indtryk og oplevelser i Nashville, som countrymusikkens hovedstad kan byde på.
Nashville i delstaten Tennessee.
Udover kælenavnet countrymusikkens hovedstad kendes byen ligeledes som Music City USA.
Søg og find overnatning i Nashville
Vigtig for amerikansk historie
Nashville blev grundlagt tilbage i 1779, og byen er opkaldt efter en stor krigshelt – Francis Nash – som under den amerikanske uafhængighedskrig (1775 – 1783) var en de 10 patriotiske generaler, som faldt i kamp under krigen for USA’s selvstændighed.
Under Den Amerikanske Borgerkrig (1861 – 1865) var Tennessee en af de 11 sydstater, som oprettede Confederate States of America og kæmpede imod Abraham Lincoln’s nye lov om afskaffelse af slaveriet. Som bekendt vandt nordstaterne, og i december 1864 blev Nashville den første delstats-hovedstad i Sydstaterne, som blev besejret af de nordlige delstater.
Læs mere om Den Amerikanske Borgerkrig i artikel om Floridas historie
Countrymusikken
For fans af countrymusik og generelt amerikansk musikhistorie er et besøg i Nashville en kæmpe oplevelse. Og selvom man ikke er den største fan af countrymusikken vil atmosfæren og indtrykkene i den charmerende musikby stadig sætte positive aftryk på turen i Sydstaterne i USA.
Oplev countrymusikken i Nashville.
Med musikinstitutioner som eksempelvis historiske Grand Ole Opry og Country Music Hall of Fame er Nashvilles sjæl gennemsyret af musik, og ligeledes er flere musikstjerner som eksempelvis Sheryl Crow, Jack White og Taylor Swift flyttet til musikbyen i Tennessee.
Hvad skal man se i Nashville / Oplevelser i Nashville
Honky Tonk Highway – Broadway
Gaden Broadway i Nashville bugner af butikker, spillesteder, restauranter, salooner og natklubber. Hver aften er der live-musik, og ikke mindst mellem 3rd Avenue og 5th Avenue ligger der live-spillesteder på stribe – og fælles for dem alle er, at der er gratis entre.
Læs om Nashville Sightseeing Pass
Denne del af Broadway bærer kælenavnet Honky Tonk Highway. Honky Tonk er et slangord i Sydstaterne i USA for barer, værtshuse, natklubber mv., hvor en bærende ingrediens er live musik hver aften.
Tootsie’s Orchid Lounge er en af de mest kendte og legendariske musikbarer på Honky Tonk Highway i Nashville. Det er et af de større spillesteder med tre etager og fire scener.
Blandt andre har Willie Nelson, Patsy Cline og Kris Kristoffersen stået på scenen her mange gange og været med til at udødeliggøre Tootsie’s.
Tootsie’s – en af mange gode musiksteder på Honky Tonk Highway i Nashville.
På trods af navnet er der på Tootsie’s Orchid Lounge dømt mere værtshus-stemning, end hvad vi i Danmark forbinder med en lounge – altså ingen bløde sofaer og stille lounge-musik.
Legends Corner – også på Honky Tonk Highway – er endnu en stemningsfyldt musikbar i det centrale Nashville. Legends er kendt for sit flotte interiør – væggene er bl.a. dekoreret med country lp-plader og masser af merchandise fra både kendte og ukendte country-navne, som har optrådt på spillestedet.
Musikbaren Layla’s – midt på Honky Tonk Highway – er bl.a. kendt for sin meget varierende musik fra live-scenen. Lige fra old-school country, hillbilly, rockabilly, western og bluegrass til nyere country og pop er med på det store musik repertoire på Layla’s.
Grand Ole Opry
Musikinstitutionen Grand Ole Opry har siden 1920’erne fungeret både som radiostation og koncertsted. Radiostationen har i den grad været medvirkende til at gøre Nashville berømt som hele verdens countrymusik hovedstad.
Ikonisk radiostation og koncerthal – Grand Ole Opry.
Store navne som eksempelvis Bill Monroe, Hank Williams, Willie Nelson, Johnny Cash og Dolly Parton har alle flere gange lagt vejen forbi den kendte scene, og en rundtur i Grand Ole Opry kan varmt anbefales for alle musikelskere.
Har du mulighed for det, kan du ligeledes være heldig at få billetter til en show i den store ikoniske bygning.
Køb billet til Grand Ole Opry show via GetYourGuide
Country Music Hall of Fame
Det kendte musik-museum Country Music Hall of Fame er naturligvis også beliggende i countrymusikkens hovedstad. Det første museum åbnede tilbage i 1967 på Music Square East i Music Row og flyttede senere – i 2001 – til den nuværende imponerende bygning på i Downtown Nashville.
Country Music Hall of Fame i Nashville.
Køb indgangsbillet til Country Music Hall of Fame.
Hvert år indstilles og udvælges country-kunstnere til den prestigefyldte hæder at blive en del af Country Music Hall of Fame. På museet med samme navn kan du gå i dybden med country-musikkens og musikkernes historie samt se en masse instrumenter, scenetøj og meget andet udstillet.
Link til Country Music Hall of Fame
Johnny Cash Museum
Countrymusiker-legenden Johnny Cash har fået sit helt eget museum i countrymusikkens hovedstad. The Johnny Cash Museum hædrer Cash og hans countrymusik via verdens mest omfattende samlinger af Johnny Cash artefakter – så som adskillige private genstande og billeder, videoer og meget mere.
Cash’ familie og flere nære venner har doneret størstedelen af genstandene til museet, og for fans af country-stjernen er et besøg på The Johnny Cash Museum et must.
Jack White i Nashville – besøg Third Man Records
Selvom countrymusikken er musikstilen, som primært forbindes med Nashville, er flere og flere kendte musikere fra andre musikgenrer flyttet til Music City USA i løbet af årene.
En af dem er Jack White – kendt som stifter, sanger og guitarist i rockgruppen The White Stripes.
Third Man Records.
Ikke alene har Jack White bolig i Nashville, han har også åbnet en speciel pladebutik Third Man Records, som ligeledes indeholder lydstudie, pladeselskab, distributionscenter og meget mere. Third Man Records lydstudie udmærker sig bl.a. ved at lyden bliver optaget direkte på musikmediet – og der er således ingen redigering, som foretages efterfølgende.
Der kan bookes guidet rundtur på Third Man Records hjemmeside.
Relaterede artikler og links: