Det amerikanske flyselskab American Airlines vil tage kampen op med Icelandair og WOW Air om at kapre passagerer på nye USA flyruter fra Dallas i Texas til Reykjavik på Island.
Nye USA flyruter fra Dallas til Reykjavik.
American Airlines påbegynder i sommeren 2018 daglige afgange mellem lufthavnene Dallas/Fort Worth og Keflavik ved Reykjavik på Island.
Der er således lagt op til hård kamp om passagererne, idet både Icelandair og WOW Air også har annonceret opstart af flyruter mellem de to destinationer i 2018.
Tre flyselskaber vil operere på ruten mellem Reykjavik og Dallas
24. maj 2018 påbegynder WOW Air deres 3 ugentlige flyvninger med Airbus A330, som har plads til mellem 338 og 343 passagerer.
30. maj 2018 er det Icelandair, som indleder deres 4 ugentlige flyvninger med Boeing 757-200 med plads til 183 passagerer.
7. juni 2018 er det så American Airlines, som følger trop med daglige afgange mellem Reykjavik og Dallas med Boeing 757-200 med plads til 176 passagerer – inkl. 16 “lie-flat” business class sæder.
Det er sjældent at se en så stor ekspansion på en enkelt nystartet flyrute, som tilfældet er med forbindelsen mellem Dallas og Reykjavik. Der vil uden tvivl blive kamp til stregen – ikke mindst på billige flybilletter til og fra Europa i sommeren 2018.
Med American Airlines’ medlemsskab af Oneworld alliancen, som bl.a. består af både British Airways, Finnair og Iberia, vil det amerikanske flyselskab have gode muligheder for at tilbyde attraktive destinationer for både amerikanske og europæiske flykunder.
Tre store amerikanske flyselskaber flyver til Island i 2018
Delta Airlines påbegyndte i 2011, som det første amerikanske flyselskab med rute til Island, deres sæson-flyrute mellem New York JFK og Reykjavik.
Tidligere i år annoncerede United Airlines, at de planlægger sæson-flyvninger mellem Reykjavik og Newark lufthavnen ved New York fra 23. maj 2018.
Med American Airlines’ opstart af deres rute i juni 2018 er det således hele tre af de store USA flyselskaber, som har forbindelser mellem USA og Island.
Verdens største flyselskab
American Airlines er verdens største flyselskab målt på både antal flysæder de årligt har at sælge samt antal passagerer i 2016. Flyselskabet med base i netop Dallas, Fort Worth lufthavnen, havde i 2016 250,8 mio. sæder at sælge og et passagerantal på 201,8 mio.
Top 4 på listen over verdensstørste flyselskaber består udelukkende af amerikanske selskaber – efter American Airlines følger Delta Airlines, Southwest Airlines og United Airlines. Først på en 5. plads findes et ikke-amerikansk selskab – nemlig Ryanair – med 126,5 mio. sæder samt et passagerantal på 111,3 mio. i 2016.
Denne artikel er senest opdateret: 25. marts 2019.