Mobiltelefon, data og WiFi i USA
Det er betryggende at have en mobiltelefon ved hånden når du er på rejse – måske ikke fordi du har i sinde at benytte den ret meget, men mere som sikkerhed i nødstilfælde. Ligeledes er det godt at kunne ringe til eksempelvis hotellet eller biludlejningsselskabet og fortælle at du bliver forsinket eller søge information via nettet når det næste overnatningssted skal lokaliseres.
REJSETIP: Mange benytter 3LikeHome abonnement fra mobilselskabet 3.
Tidligere var det lidt af en udfordring at benytte mobiltelefon i USA pga. der er forskel i hvilke frekvensbånd, som mobilnettene benytter i henholdsvis USA og Europa. De ældre mobiltelefoner var for de flestes vedkommende ikke gearet til at kunne benytte nettet i USA. Derfor var man tvunget til at købe en mobiltelefon i USA, hvis man ville have mulighed for at ringe, sms’e mv. mens man opholdte sig i landet.
Idag indeholder alle nyere mobiltelefoner den såkaldte Tri-band teknologi, hvilket betyder, at de kan benyttes på alle mobilnet både i Europa og USA.
Husk en adapter til mobiloplader – køb stikomformer via Rejsegear
Kan blive dyrt at benytte dit danske SIM-kort under ophold i USA
Du skal være opmærksom på, at det kan blive en meget dyr affære, såfremt du vælger at benytte din mobiltelefon med dit danske SIM-kort i USA.
Problemet er bl,a., at når du modtager opkald, mens du opholder dig i USA, er det dig der betaler regningen for opkaldet fra Danmarks grænse til USA. Det er ikke unormalt at se minutpriser på 10 – 15 kr. for at modtage opkald fra Danmark på dit danske SIM-kort, mens du er i USA.
Det samme er tilfældet, når du benytter dit danske SIM-kort og ringer til et nummer – enten i USA eller i Danmark – her vil der også typisk gælde en minutpris på over 10 kr.
Ligeledes vil prisen på data ligge i den meget høje ende, såfremt du benytter dansk SIM-kort i USA – fra 10 kr. per MB og opefter.
Rejsetip: Hvis du skal skifte SIM-kort til et nyt kort mhp. dataforbrug på USA-rejsen, bør du skifte kortet allerede inden afrejse fra Danmark – i modsat fald kan man nemt få en større uforudset data-regning på det eksisterende SIM-kort, idet forbrug afregnes så snart der opnås netværksforbindelse i USA.
Undgå de høje gebyrer på tale og data i USA
For at undgå ubehagelige overraskelser på mobilregningen skal du gøre følgende:
- Slå mobildata fra på din mobiltelefon inden du lander i USA – såfremt du har dansk sim-kort installeret
- Køb et prepaid SIM card (taletidskort) i USA
- Eller benyt f.eks. 3LikeHome abonnement fra mobilselskabet 3
Benyt amerikansk prepaid SIM card / taletidskort når du opholder dig i USA
En måde at undgå de dyre minuttakster, som mange danske teleselskaber opererer med, er at købe et amerikansk SIM-kort, som fungerer ligesom de danske taletidskort, hvor man via nettet kan tanke flere penge på kortet.
Det er meget simpelt at få fat i et amerikansk taletidskort – gå ind i en af butikkerne for en af de større udbydere af mobiltelefoni – ex. AT&T, Verizon eller T-Mobile og spørg efter et prepaid SIM card. Du skal blot tage stilling til hvor megen data, du tror du har brug for i en periode på en måned – 4 GB, 6 GB eller mere.
Udbyderne ændrer ligesom i Danmark løbende deres løsninger for taletidskort, men det skulle være muligt at få 4 GB til ca. 30$.
Ekspedienten vil være behjælpelig med at isætte SIM kortet og dobbeltchecke at det hele fungerer, inden du forlader butikken.
Nogle af mobilselskaberne – ex. AT&T har hotspots på forskellige offentlige områder, og har du købt prepaid gennem dem kan du gratis benytte WiFi i disse hotspots, således du ikke behøver bruge af din data her.
Det amerikanske prepaid SIM kort vil for øvrigt kunne benyttes igen til dine næste USA ture – der skal blot tankes penge på via nettet.
Dansk løsning med billig mobiltelefoni i USA
Det danske teleselskab 3 tilbyder en billig løsning for mobildækning i USA (per 2023). Deres mobilabonnement 3LikeHome vil nemlig også fungere i USA – på samme betingelser og med de samme gebyrer, som gælder i Danmark.
Gratis WiFi i USA
Langt de fleste hoteller, moteller og campingpladser i USA har i dag gratis WiFi, som man kan logge sig på når man overnatter på stedet. Kvaliteten af nettene kan dog variere meget og man kan i nogle tilfælde blive nødt til at opholde sig i fællesarealer for at få en god forbindelse til sin tablet, bærbare pc mv.
Læs vores artikel: VPN anbefaling til sikker brug af gratis WiFi
Store amerikanske restaurations-kæder som eksempelvis McDonalds, Burger King og Dennys samt masser af café’er og kaffekæder – som ex. Starbucks – tilbyder ligeledes fri WiFi til deres kunder.
Se også: Nyttige apps i USA samt Bedste GPS app til mobil.
Områder uden mobildækning i USA
Størrelsen af USA gør, at det stadig er nemt at finde områder uden mobildækning. De hurtige mobilforbindelser findes primært i større byer, og du kan sagtens opleve at miste forbindelsen helt, når du bevæger sig udenfor bymæssig bebyggelse på mindre befærdede veje. I mange nationalparker kan du også opleve at mobildækningen mangler – dog vil langt de fleste besøgscentre i parkerne have dækning – og også ofte WiFi muligheder.