Opdatering december 2021: Nedenstående omtalte nye restaurant åbner IKKE i 2018, men derimod i løbet af foråret 2022. Vi er mange der glæder os 🙂
En af Noma-stifterne – Michelin kokken Mads Refslund – åbner egen restaurant i bydelen Williamsburg i Brooklyn, New York i 2018.
Kokken var en af de tre succesrige stiftere af den verdenskendte Restaurant Noma i København, som har opnået titlen Verdens Bedste Restaurant via Restaurant Magazines ialt 4 gange.
Dansk Michelin kok i New York – Mads Refslund – åbner ny restaurant.
Refslund åbnede i 2005 selv Restaurant MR på Kultorvet i København, og tre år i træk opnåede MR en Michelin-stjerne, men restauranten gik desværre konkurs i 2010.
Mads Refslund flyttede til New York i slutningen af 2011 og blev køkkenchef på den nye Restaurant Acme i området NoHo på Manhatten i 2012. På Acme arbejdede han indtil slutningen af 2015, og i denne periode var Refslund i høj grad med til at introducere samt udbrede kendskabet til Nordisk Mad i New York.
På adressen 93-99 N. Tenth St. i Williamsburg kommer stjernekokkens nye spisested til at ligge, og når stedet er færdigrenoveret, vil der være plads til 40 spisende gæster i restauranten samt 40 personer i bar området.
Ifølge Refslund vil konceptet for hans nye restaurant blive “Ild og Is”, og med et planlagt åbent ildsted / bål samt et isbjerg i køkkenet, hvor masser af råvarer skal opbevares, ønsker kokken at gøre madlavningen og måltidet mere simpelt samt fokusere på den rene og naturlige smag i råvarerne.
Mads Refslund samarbejder med Claus Meyer
Endnu en succesrig med-stifter af Noma er med som investeringspartner i Refslunds nye projekt i New York – nemlig Claus Meyer. Meyer ejer Michelin restauranten Agern, som ligger i Grand Central Terminal i New York, og den kendte iværksætter er ligeledes medejer af Norman, som er en restaurant, cafe, bageri og bar i Greenpoint, Brooklyn.
Meyers Bageri i Williamsburg, Brooklyn.
Meyer har ligeledes Meyers Bageri, som ligger i Williamsburg – samme område, hvor Refslunds restaurant åbner i 2018. 25. oktober 2017 blev Meyers Bageri omdannet til et pop-up spisested med Mads Refslund som kok. Dette pop-up spisested, som kaldes KnightShift, har til formål, at Refslund kan afprøve nogle af sine koncept-ideer, som han har til sin kommende restaurant i området, og det giver ham endvidere mulighed for at lære kvarteret og dets beboere bedre at kende.
KnightShift har åben onsdag til fredag aften indtil 31. dec. 2017, og der er ingen mulighed for reservering – først til mølle princippet gælder. Der er plads til 14 siddende gæster i KnightShift.
Endnu er Mads Refslunds kommende restaurant i Brooklyn ikke blevet navngivet, og en endelig åbningsdato er heller ikke offentliggjort.
Relateret artikel: Dansk forfatter roses i New York Times – gennembrud i USA
Denne artikel er senest opdateret: 14. januar 2022.