Det er igen hårde tider for Ford og GM – to af de tre store i amerikansk bilindustri. Den tredje mastodont Chrysler har det lidt bedre, primært fordi mærket Jeep gør det godt og har et mere opdateret modelprogram. Samtidig er der hos Chrysler kommet italiensk ejerskab og samproduktion ind (FIAT-Chrysler – FCA), hvilket hjælper på økonomien.
Faktisk er nedgangen i salget for Chrysler målt på antal biler dog væsentlig større end for GM og Ford.
Måske, som følge af dårlige erfaringer, er man i amerikansk bilindustri allerede i gang med at rebe sejlene og skære til. Se herunder, hvilke bilmodeller, som må lade livet på det amerikanske marked i 2019.
Video om amerikansk bilindustri – ingen lette løsninger lige om hjørnet.
I ovenstående video gennemgås problemerne på det amerikanske marked for nye og brugte biler.
Farvel til bilmodeller – oversigt over afvikling af produktion
Alle tre store har set skriften på væggen og vil indstille produktionen af bilmodeller, som giver underskud. Der skæres forholdsvis hårdt, og mange bilmodeller må lade livet på det amerikanske marked.
I mange, mange år har det været mere end svært for amerikanske bilproducenter at tjene penge på små økonomi-biler. Klassen af econoboxes har traditionelt været set som loss-leaders, som kun blev holdt i live for at promovere amerikanere til ‘næste gang’ at købe en større bil af samme mærke. Nu rammer kniven også mellemstore og større bilmodeller.
GM – hvilke General Motors bilmodeller udgår?
Herunder liste over udgående GM modeller, som alle forventede udgik:
General Motors – Cadillac ATS
Den lille Cadillac ATS blev introduceret som 4-dørs 2013 model. GM’s fornemste mærke Cadillac ville gerne have fat i velhavende kunder til mindre prestigebiler som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse. Det lykkedes kun i meget begrænset omfang. I 2015 kom den 2-dørs coupé udgave af Cadillac ATS til, som helst skulle konkurrere med BMW 4-serie, Audi A5 og BMW C-klasse Coupé. Dette projekt lykkedes endnu mindre.
Synd at Cadillac ikke fik succes med ATS Coupé – her 2018 modellen.
Der blev dog solgt en del Cadillac ATS i Kina, hvor der også blev produceret og markedsført en forlænget 4-dørs udgave under navnet Cadillac ATS-L; i øvrigt i stil med Audi’s forlængede Audi A4-L, som også er en ‘Kina special’.
En pæn lille amerikanerbil i 2013 – men slet ikke i kvalitets-klasse med tyske alternativer.
GM lukker i 2019 for produktion af den efterhånden underskudsgivende Cadillac ATS i stedet for at forsøge sig endnu engang i et meget svært og krævende markedssegment. Måske man vil kunne få den kønne Cadillac ATS Coupe som 2020 model ‘final version’, men det er langt fra sikkert.
En anden og vigtigere årsag til at Cadillac ATS får betegnelsen discontinued er at Cadillac satser på 3 sedan- modeller i sit nye lineup. Fabrikken i Lansing, Michigan skal omstilles til de nye modeller, som bliver struktureret mere som BMW 3-serie, 5-serie og 7-serie / Audi A4, A6 og A8 med mærkbar forskel i størrelse og pris mellem de 3 nye Cadillac modeller.
General Motors – Buick Cascada
Denne amerikanske åbne bil er faktisk udelukkende blevet produceret i Europa; nærmere bestemt på Opel Manufacturing Poland fabrikken i Gliwice ved Katowice.
Det tætteste man kommer på en moderne Saab 9-3 cabriolet: Buick Cascada.
Denne model udgår af mange grunde. Salgstallene for Buick Cascada i USA; også kendt som Opel Cascada i Europa, skuffede voldsomt – under 6000 Buick Cascada blev solgt i USA i 2017 . Bilen er dog relativ populær som cabriolet udlejningsbil i USA, men har til gengæld ‘fået Trump på nakken’ med ekstra import-skat på biler produceret uden for USA/Nordamerika.
Hvis Cascada skulle fortsætte, ville det blive nødvendigt med en helt ny konstruktion med produktion et nyt sted, og Cascada kan kva sit avancerede folde-tøjtag ikke klones fra en eksisterende model.
Cascada cabriolet fra Buick – altid produceret i Polen.
Hovedårsag til at også denne GM bilmodel får ‘the axe’ er imidlertid at GM i 2018 solgte Opel til Peugeot PSA gruppen og i stedet for at være med til at producere en ny model, vil GM hellere bruge krudtet (læs: pengene) til at investere i nye modeller med større potentiale i Nordamerika.
General Motors – Chevrolet City Express
No big deal – ingen vil savne den gennemsnitlige Chevrolet City Express Cargo Van.
Denne GM varebil er allerede gået i glemmebogen. I virkeligheden var der tale om en Nissan NV200 med et andet logo på fronten. Salget haltede voldsomt bagefter Ford’s Transit van, og GM burde måske have set lyset tidligere.
Lille Nissan varebil måske for lille til USA.
Siden 2015 er der efter sigende samlet solgt omkring 30.000 City Express Van varebiler i USA. Det forslår slet ikke over for et årligt Ford Transit salg på over 40.000 enheder.
General Motors – Chevrolet Sonic
Lejer man mindste og billigste bil i USA, kan man være så uheldig at få en Chevrolet Sonic.
Bilen så oprindeligt langt bedre ud, end den egentlig er med sit frække ‘bug’ look. Der er dog tale om en overgemt model, der startede livet i Sydkorea som Chevrolet Aveo helt tilbage i år 2011.
Sød og charmerende Chevrolet Sonic – den gamle model med bug-eyes.
Snude-designet var langt den bedste kvalitet ved Chevrolet Sonic, der i udgangspunktet blev skabt som ‘en motorcykel til 4 personer’. I Danmark stoppede salget af Chevrolet biler i 2015. Opel skulle i stedet dække markedet. I Nordamerika og på andre markeder fik Sonic i 2017 et facelift, der fratog bilen dens måske største aktiv: de usædvanlige forlygter.
Chevrolet Sonic/Aveo – uheldigt facelift.
Chevrolet solgte i 2017 kun lidt over 30.000 enheder i USA; i skarp kontrast til tidligere år, hvor Sonic i en 5-års periode havde hæderlige salgstal mellem 55 og 93 tusinde biler årligt. En meget stor del af bilerne blev dog ‘foræret væk’ til priser stort set uden fortjeneste til biludlejningsselskaber.
Modellen var en typisk loss-leader i sub-compact klassen i USA, og sandsynligvis tager Hertz, Avis, Budget, Dollar Alamo osv. også gerne restlageret af Chevrolet Sonic (fås med 5 eller 4 døre) til en speget pris.
General Motors – Chok-melding stopper yderligere modeller
I slutningen af november 2018 blev det meldt ud at GM trækker stikket på bilfabrikkerne i Lordstown, Ohio, Detroit-Hamtramck, Michigan, og Oshawa, Ontario-Canada, hvoraf de to første fik President Trump op i det røde felt.
Og som om det ikke var nok, meldte General Motors ud at yderligere to GM fabrikker i USA: en ‘propulsion plant’ i Baltimore og en ‘transmission plant’ i Warren, Michigan også lukker.
Følgende GM bilmodeller udgår på denne melding:
Buick LaCrosse
Buick LaCrosse er i familie med Chevrolet Impala.
Produktion fortsætter i Kina til det kinesiske marked.
Cadillac CT6
Cadillac CT6 bliver en sjælden fugl på Route 66.
Den næsten nye bilmodel Cadillac CT6 trækkes ud af modelprogrammet på grund af dårligt salg. Kun ca. 10.000 enheder af denne full size luxury car blev solgt i både 2016 og 2017.
Cadillac XTS
Cadillac XTS er i familie med Chevrolet Impala og Buick LaCrosse.
Mindre end CT6, men Cadillac XTS er stadig 5 meter og 13 centimeter lang. Denne halvgamle model aflyses.
Chevrolet Impala
Chevrolet Impala har været en populær udlejningsbil.
Endnu en bilmodel produceret i Detroit/Hamtramck og i Ontario, Canada udgår.
Chevrolet Volt hybrid-elbil med konventionel hjælpemotor
Den sidste udgave af Chevrolet Volt.
Den lidt ældre Chevrolet Volt udgår, mens Chevrolet Bolt, som er en 100% EV, består.
Chevrolet Cruze
Den prisbillige Cruze kan ikke betale sig at producere i USA.
Få vil savne Chevrolet Cruze, som må lade livet sammen med en lang række andre 4-dørs sedan bilmodeller.
Ford USA – hvilke bilmodeller udgår?
Ford nøjes ikke med at tilskære model-programmet. Der er nærmest tale om en massakre på en stor del af modelprogrammet.
Ledelsen af USA’s største bilproducent har set at fremtiden ligger i fortsat udvikling af pick-up trucks (Ford F-150 serien især) og i SUV segmentet.
Den gode kasse-success, sportsvognen Ford Mustang, beholder man dog heldigvis også i modelprogrammet. Og hvem ved? – måske kunderne kan glæde sig til en ‘mini-Mustang’ i stil med 1970’ernes Opel GT en dag.
Ford sonderer desuden mulighederne for samarbejde med andre bilproducenter. Se artikel om muligt VW-Ford samarbejde. Ford ledelsen overvejer sågar at sælge kundernes data i en form for Facebook-style forretningsmodel.
Ford Fiesta – USA model udgår
Ford Fiesta i sub compact klassen kan Ford ikke tjene penge på. Selv om bilen er en tro kopi af den meget succesfulde europæiske udgave (dog med en lidt større motor i Amerika), er det game-over for Ford Fiesta i Nordamerika.
En god bil til prisen, men Fiesta er for lille til det amerikanske marked.
I Europa er en ny model Fiesta introduceret. Den kommer ikke til USA.
Ford Focus – USA model udgår (Focus Active intro aflyses)
Ford Focus må også lade livet i USA, hvor den ellers var en relativ velsælgende bilmodel med omkring 158.000 enheder i 2017. Den nye europæiske Focus model kommer ikke til USA. Produktion af forrige model lukkes ned i 2019.
Problemet er at det er meget svært at tjene penge på sådanne ‘små’ bilmodeller, som sælges billigt i USA – en Focus koster fra omkring USD 18000 (listepris) inden rabat.
God kompakt-klasse-bil – alle Ford Focus i USA er dog gamle model.
Nedlukning af Focus produktionen i USA var planlagt. Samtidig er også den helt nye variant Ford Focus Active aflyst på det amerikanske marked, hvilket ikke var planlagt.
Den nye Focus crossover-bilmodel blev udsat for at bagholdsangreb i form af øget importafgift. I og med at Focus Active modeller til USA udelukkende skulle produceres i Kina vil den ikke længere kunne bære sig selv økonomisk i USA – i hvert fald ikke så længe Trump fører handelskrig på amerikanske bilarbejderes vegne.
Begejstringen i amerikansk bilindustri for handelskrig til at modgå bilproduktion i Kina er til at overse. Der vil næppe blive produceret billige biler i USA igen. Det kan ikke betale sig med mindre robotter overtager stort set alle funktioner.
Den nye Focus Active på photo-shoot ved Cascais i Portugal.
Focus Active produceres dog også på Saarlouis fabrikken i Tyskland, så måske der stadig er en chance for export til Staterne, når efterspørgslen på det europæiske marked er dækket.
Ford Fusion (samme bil, som Ford Mondeo i Europa) forlyder at ville overleve, men også denne model er i spil til næste års ‘stoleleg’.
Ford Taurus – stor amerikanerbil udgår
Den i størrelse respektable amerikanerbil Ford Taurus synger også på sidste vers.
Ford Taurus sælger ikke godt nok længere – modellen udgår.
Salget har været faldende over mange år. I 2017 solgte denne traditionelle full size bilmodel kun 41.243 gange i Staterne. Ford har meldt ud at 2019 eller 2020 bliver sidste årsmodel for den over 5,15 meter lange amerikanerbil. Ford Taurus (kendes også som Ford 500) fortsætter dog sandsynligvis produktionen i Kina til det kinesiske marked lidt endnu.
Årsag til at Ford Taurus skæres væk er primært økonomi (manglende salg) samt at modellen står for at skulle fornys, hvilket Ford i den nuværende situation ikke vil spendere penge på.
Chrysler bilmodeller overlever måske til 2020?
Fiat-Chrysler-Automobiles (FCA) har ligeledes kørt et par bilmodeller ud på rampen.
Det forlyder at den bedagede Dodge Grand Caravan minivan (også markedsført som Chrysler Town & Country), den relativt ukendte Dodge Journey og flagskib-flyderen Chrysler 300C alle står til at blive ‘axed’, men hvis nok, først i 2020.
Dodge Journey minivan blev solgt nogen steder i Europa som Fiat Freemont, men er allerede udfaset i langt de fleste lande.
Dodge Grand Caravan / Chrysler Town & Country.
Da Dodge Grand Caravan / Chrysler Town & Country for længst har tjent sine udviklingsomkostninger hjem og stadig sælger for over 25.000 USD stykket; efter masser af options, rabat og sager, har Chrysler tænkt sig at presse alle pengene ud af denne ret beset ‘gamle’ minivan, så længe det er muligt.
En ny Chrysler er allerede introduceret i minivan segmentet: Chrysler Pacifica.
Chrysler 300C – flyderen, som har overlevet sig selv.
Man kan sige meget knap så pænt om Chrysler 300C, men få modeller i amerikansk bilindustri har formået at holde sig unge så længe. I nyeste facelift ser den ultimative ‘mafia-bling-mobile’ stadig ud, som en million – uden i øvrigt at koste alverden; hverken at købe eller leje. Chrysler solgte over 51.000 enheder af 300C modellen i 2017.
Se mere om Chrysler 300C, som på trods af alder, stadig er Guide-USA.dk anbefaling til leje af billig luksusbil i USA.
Finanskrisen i USA – amerikansk bilindustri håbløs gammeldags
Der gik ikke mange måneder med kraftig faldende omsætning før finanskrisen i 2009 truede med at slå benene væk under de største bilproducenter i USA.
Under finanskrisen gik både Chrysler og General Motors faktisk i betalingsstandsning i form af en såkaldt Chapter-11 filing, hvor reorganisering af virksomheden tillades. Den ultimative konkurs (bankruptcy), hvor alt af værdi sælges og et selskab afvikles, kaldes en Chapter-7 filing.
Både GM og Chrysler blev reddet og rekonstrueret med hjælp fra den amerikanske regering, som mente at kunne overskue, hvordan konkurs og afvikling af så store virksomheder ville indvirke katastrofalt på Amerika. Man valgte i stedet at redde den amerikanske bilindustri.
Også Ford var i alvorlige problemer under finanskrisen i 2009, og overlevede formodentlig kun, fordi den amerikanske regering stillede en såkaldt credit line til rådighed. Årsagen var langt hen af vejen at de gamle store bilproducenter gjorde tingene, som de altid havde gjort; og i lang tid lod mere effektive japanske, sydkoreanske og europæiske bilmærker æde sig ind på markedet.
Under høringerne kom det frem at de højtbetalte CEO’s fra Ford, Chrysler og General Motors alle var kommet til Washington med små ‘private’ jetfly betalt af bilfabrikanterne – for at bede om penge fra regeringen.
Relaterede artikler:
Ford F-150 – mest solgte bil i USA er en pick-up truck
Denne artikel er senest opdateret: 27. december 2018.